Lidt bedre situationsfornemmelse fra hotellets ansatte/ledelse havde været på sin plads.
Min familie og jeg havde gennem første halvdel af vores ferie købt en masse ved poolbaren, som vi efterfølgende havde spist og drukket ved poolen - iøvrigt til meget dyre priser og meget begrænset udvalg.
Da poolbaren en dag ikke åbnede til tiden, og vi havde ligget ved poolen fra klokken 09.00 og frem til klokken 12.00 uden mulighed for at købe noget i poolbaren, valgte vi at gå ud i det nærmeste supermarked for at købe lidt snacks og noget at drikke.
Da vi efterfølgende begyndte at spise og drikke dette ved poolen, blev vi kontaktet af en medarbejder på hotellet, som oplyste os om, at vi af ledelsen på hotellet var blevet “fanget” på hotellets overvågning i færd med at indtage vores indkøbte varer ved poolen.
Vi forklarede den ansatte, at vi ikke havde haft mulighed for at købe noget i poolbaren, og først dér oplyste hun os om, at poolbaren havde været lukket pga. sygdom blandt personalet - denne information kunne de godt have givet hotellets gæster tidligere (ingen gæster havde fået denne information).
Vi synes ikke, det er fair, at vi på den måde bliver antastet/anklaget for noget, som vi mener, at hotellet burde se igennem fingre med, når poolbaren ikke bliver åbnet.
Vi fik blot at vide, at hvis vi ville have noget at spise og drikke, så måtte vi gå op på vores værelse eller gå ud for hotellets område.
Vi synes endvidere, at det var mærkeligt, at vi var de eneste, hvor dette blev påtalt, når stort set alle andre turister på hotellet havde gjort det samme som os - virkelig ubehagelig og pinlig oplevelse for os som familie!
Det resulterede i, at min familie og jeg valgte ikke at benytte hotellets poolbar og restaurant resten af ferien - hvilket andre også valgte at gøre.
Hvis et hotel har en politik om, at man kun må spise og drikke deres varer ved poolen, så har vi en forventning om, at poolbaren er åben, og at man som gæst i det mindste bliver oplyst, hvis poolbaren ikke åbner pga. sygdom.
Herudover, så var udvalget af varer også MEGET begrænset, særligt når man tænker på, at hotellet promoverer sig som værende et 4 stjernet hotel!
På den positive side skal det dog siges, at hotellet er nyrenoveret og ligger meget centralt i den lille by, Tigaki.
Morgenmaden på hotellet var okay, rengøringen ligeså.