Sheik Zayed Moské i Abu Dhabi er den største af sin art i Emiraterne. Derudover er den også betagende smuk med det rene hvide marmor og de guldbelagte søjler. Man kunne sagtens få timer til at gå, så man kunne få alle detaljer med, men man skal bare være opmærksom på, at moskéen er yderst velbesøgt, så man deler oplevelsen med mange andre. Så vidt muligt bør man nok undgå fredagen, hvis man bare er her som turist.
Når man besøger stedet skal man sørge for, at man er klædt i overensstemmelse med lokal "dress code". Det nytter altså ikke at troppe op i shorts og nederdel. Kvinderne kan dog låne tøj på stedet, således skuldre, arme, ben og hår er tildækket.
Man skal også væbne sig med lidt tålmodighed, da der hurtigt opstår kø ved indgangen til moskéen.
Hvis man kan forholde sig til ovenstående, er Sheik Zayed Moskéen bestemt et "must", hvis man er i regionen.