Vi fik en ret uvenlig modtagelse, da vi bad tjeneren om et andet bord end det anviste, men det rettede sig i løbet af aftenen, så ingen klager over servicen, men maden...
Vi spiste en tre retters menu til 295, hvilket er en absolut attraktiv pris - hvis maden er god, men det var den ikke.
Jeg fik Palermo ratatouille med frisk spinat. Den bestod af rigeligt med friske mangoer og et par andre skårede grøntsager, men den var ikke stegt, var uden smag af hvidløg eller andre krydderier og utrolig kedelig. Jeg orkede ikke at spise denne salat op som efter min mening intet har med ratatouille at gøre. Men jeg har jo heller ikke været i Palermo!
Min hovedret var Risotto med Gorgonzola, pære & balsamico creme. Den var en lige så stor skuffelse. Den smagte som en risengrød, der var kogt for lidt. Og hvad skal en pære dog lave der. Det smagte igen af ingenting og jeg orkede heller ikke ikke at spise denne ret op! Jeg var ellers ret sulten da jeg ankom.
Kunne desserten så rette lidt op på oplevelsen? Nej desværre. Jeg fik en Affogato med chokolade creme. Det fine navn dækkede over en helt almindelig vanille is af den slags man køber til børn i Netto, og der var intet fancy over den is, endsige hjemmelavet. Chokoladesovsen, som mere smagte af kaffe, var lidt bitter, men ok. Men det samlede indtryk af desserten var - kedelig og uharmonisk.
Jeg har sjældent spist et måltid som var så uinteressant, ikke en eneste af de tre retter var særlig velsmagende. Til gengæld var vinen - en Barbera d'Alba 2019 til 500 kr. fortrinlig og det hjælper trods alt på det samlede indtryk, men ikke nok til en bedre rating end den dårligste (bortset fra 00).
Og til sidst et suk over at der er klemt så mange borde ind i så lille et lokale.