Min kone og jeg checkede ind hos jer d. 15. juni til en enkelt overnatning. I receptionen spurgte jeg medarbejder A ind til parkering i kælderen. Jeg fik at vide at jeg enten kunne betale via jer, eller via EasyPark som dog tog et gebyr. Med et tydeligt indtryk af at det ville være billigere at booke og betale parkering via jer, så valgte jeg dette. Et valg, jeg senere bitterligt fortrød.
For senere på aftenen havde jeg brug for at forlade hotellet kortvarigt, ca. ½ time. Da jeg kom tilbage var der ingen ledige p-pladser i parkeringskælderen, kun til elbiler. Da jeg gik ind i receptionen, og forklarede dette for medarbejder B, så fik jeg besked om at ”det er en offentlig parkeringsplads, vi har INTET med den at gøre”. Lidt besynderligt, da medarbejder A få timer tidligere ikke havde nogen problemer med at opkræve penge for selvsamme parkering. Jeg fortsatte min søgen i parkeringskælderen efter en parkeringsplads, uden held. Jeg vendte tilbage til receptionen, og talte med medarbejder A, forelagde situationen, og fik ordret samme svar: ”det er en offentlig parkeringsplads, vi har INTET med den at gøre”. Det virkede nærmest som en indstuderet replik til jeres gæster. Jeg blev med slet skjult arrogance henvist til et andet parkeringshus i nærheden, hvor jeg naturligvis skulle betale for min parkering igen. Efter nogen diskussion frem og tilbage, så blev jeg præsenteret for muligheden for at tale med en supervisor. Jeg spurgte så om det da ville ændre jeres opfattelse!? Jeg fik så nogle flabede kommentarer med om, at med min attitude, så ville jeg i hvert fald ikke få noget ud af det. Jeg valgte herefter at forlade receptionen, med en undren over at I ansætter folk med en så flabet og uforskammet tilgang til jeres gæster.
Næste dag ved udcheckning talte min kone så med medarbejder C. Og fik igen præcis samme indstuderede bortforklaring: ”det er en offentlig parkeringsplads, vi har INTET med den at gøre”.
Med en sikker forvisning om, aldrig nogensinde at vende tilbage til dette hotel, eller nogen af Comwells andre hoteller, så forlod vi stedet.
Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at I frasiger jer ethvert tilhørsforhold til den førnævnte parkeringskælder. Dette på grund af følgende fakta:
• Ved nedkørsel til p-kælderen mødes man af et skilt med teksten ”Welcome to Comwell Copenhagen Portside”
• Samtlige udgange fra p-kælderen er Comwells reception (hvis man da ikke går op ad rampen)
• På jeres egen hjemmeside vedrørende pågældende hotel skriver I ordret ”parkering i hotellets parkeringskælder”
• Af betalingsdetaljerne på mit kontoudtog fremgår det at jeg har betalt 195 kroner til ”Comwell Copenhagen Por(tside) Nordhavn Danmark”
• Parkeringen er bestilt, købt og betalt hos JER, ingen andre
Det er muligt at det ér en offentlig parkeringsplads. Men henset til ovenstående, så har I godt nok tætte bånd og ejerfornemmelser til den!
Jeres meget lidt kundemindede personale oplyser at det er en offentlig parkeringsplads. Men jeg tænker at I næppe henviser jeres gæster til parkering hos et andet firma uden at få kommission. Det bekræftes jeg i, da I kun sælger 24 timers billetter, uanset hvornår folk ankommer eller har checkout. Vi blev for eksempel opkrævet for parkering frem til d. 16. juni kl. 17.33 – 6½ time efter checkout. Det kunne være gjort langt billigere via EasyPark, hvor vi kun ville have skullet betale for den faktiske tid, vi holdt der. Men I har ingen skrupler med at sælge p-pladser, I ikke råder over og som I ikke kan garantere jeres gæster at bruge. Havde vi ved ankomst holdt udenfor hotellet, købt parkering hos jer, for derefter at konstatere at der ingen ledige p-pladser var, så havde vi jo fået samme besked. ”Vi har intet at gøre med det”… Det grænser til bedrageri, når man sælger en vare eller ydelse som man enten ikke kan eller vil levere.
En hurtig søgning på Google viser også at det langt fra er første gang at I sjofler jeres gæster ved at sælge dem parkering i ”jeres” parkeringskælder” – for derefter at benægte ethvert tilhørsforhold til samme.
Dette handler ikke om de 195 kroner, jeg betalte for en ydelse, I ikke kunne eller ville levere. Jeg er ligeglad med dem. Jeg skal i stedet med glæde vise jer hvor meget dårlig omtale I kan få for de 195 kroner. For det handler om princippet i at I bevidst bedrager jeres gæster.
Og så en lille sidebemærkning:
Når man tjekker ind på et 4-stjernet hotel, så forventer man ikke at finde hår og afklippede negle ved håndvasken. Ulækkert!!!