Hotellet ligger på RÅDHUSPLADSEN midt i København, og man kunne se rådhuset fra vores værelse. Og selv om man er lige midt i København, og sengen står op ad vinduet, så er der ikke ret meget larm, der når ind på værelset.
Man tjekker ind og ud ved et rundt bord på 7. etage, hvor baren er, og hvor morgenmaden også serveres. Det er ikke et helt fantastisk koncept, for folk står oven i hinanden, og det bliver lidt klumpet foran elevatoren. Desuden er det en smule uvelkomment at skulle gå ind i den tomme hall på stueetagen. Jeg ved ikke, hvorfor man har valgt den løsning, men den fungerer bare ikke helt.
Det er ellers et charmerende hotel, hvor teknologiener i højsædet, og det er den så ikke helt alligevel. Et par dage før indtjekning får man en reklame for CitizenMs app, der kan styre hele hotelværelset. Men den virker ikke, hvilket indtjekningspersonalet kunne bekræfte.
Men fra værelsets iPad kan man styre lys (både niveau og farve), gardiner, TV osv. Og det fungerer. Hav en streamingtjeneste med på din mobil/tablet og cast den til TVet, hvis du vil se film.
Værelset er fedt med gode og sjove features. Men det er lidt kikset, at der står to flasker, hvor der står "CitizenM PM" på dem begge i badeværelset. Der var to forskellige slags bodyshampoo i, men hvad, der var hvad, fandt vi aldrig ud af.
Toilet og håndvask er adskilt, så håndvasken er i soveværelsesdelen. Det er ellers noget, man mest ser i hoteller i Frankrig/Tyskland. Det må være opfundet af en mand, der har tænkt, at så kan konen stå og glo sig i spejlet, men manden chiller på tønden. Men jeg er som kvinde bare ikke fan. Desuden synes jeg, at hygiejnen udfordres, når man skal åbne en dør for at komme til håndvasken efter toiletbesøg.
Morgenmaden er hotellets Akilleushæl. Der er ikke ret meget at vælge i mellem, og på pålægsfronten er det direkte sørgeligt. Osten består af en tør og trist skiveskåret gouda og i en Riberhus-pakke med to skiver ost, der dog er kan spises. Deres chiagrød er til gengæld rigtig god.
Det stærkeste kort for CitizenM er personalet, der er fantastisk, og man føler sig speciel og særlig (på den fede måde), uanset hvem, man taler med.