Ankommer til den mest smukt beliggende restaurant og velkomsten er imødekommende og venlig. Forventningerne er skyhøje – det er jo altid lækkert at blive forkælet en aften i Michelinstjernens skær. Men herfra er det som en rullende snebold ned af Mount Everest og nedenstående er...nogle af de oplevelser jeg havde. Jeg kan virkelig godt lide ideen om en uprætentiøs luksus oplevelse. Min oplevelse er dog mere hen af en drinksbod på en festival bemandet af meget unge mennesker. Gloser som hjernedød, f#cking godt, nice to have og diverse eder, var en almindelighed og gerne blandet med lidt moderne fordansket engelsk slang, måske lige lovligt laisser faire brug af sprog til min smag set iforhold til den forventede oplevelse. Flere i selskabet havde på forhånd ønsket en menu kun med fugl og fisk, hvilket åbenbart er det mest vanvittige at ønske sig. Tre forskellige tjenere måtte spørge og alligevel lykkedes det ikke rigtigt for dem at komme i mål med dette. En af serveringerne, måtte tilbage til køkkenet. Laksen var byttet ud med gulerod....? Så vidt jeg ved, beklager hvis min viden om havets fauna er mangelfuld, så er en laks en fisk. Rosen skal dog lyde til kokken, der serverede, for selv at opdage fejlen. Og heldigt, for laksen var virkelig god! Tjenernes forsøg på synkront at tage af bordet bliver ofte til en kejtet gestus ude af takt og balance. Følte flere gange at jeg lige burde rejse mig og hjælpe dem eller undskylde for min tilstedeværelse. Der er ingen tvivl om at personalet trives og at de internt har det godt sammen og det er jo dejligt at se, men det er ærgerligt at det er så udtalt at jeg føler mig som tredje hjul på en date. Nå men, hovedrolleindehaveren i aftenens show, maden, den hemmelige menu var mildest talt skuffende. Fire ud af de atten serveringer var gode, men ingen af retterne gav mig lyst til mere. En af desserterne var direkte uspiselig, lavet af rå rabarber, der fik alle ved bordet til at krænge ansigter. De ”små overraskelser” og mad der forundrer og gør mig nysgerrig udeblev totalt og flere af retterne smagte ens eller måske mere præcist smagte af meget lidt. Vinmenuen var ret god, men de fleste vine blev præsenteret af en tjener, der højlydt og en anelse aggressivt afbrød samtalen ved bordet, for at få orde og hvis utroligt lange monologer og egne synsninger, næsten tog livslysten fra mig og satte min tålmodighed voldsomt på prøve. Så alt i alt en virkelig flot udsigt og.... Næh det var det. Kadeau Bornholm kan ikke anbefales og man får virkelig ikke valuta for pengene.Mere