Opholder man sig i Puglia, er en af de helt særlige oplevelser et besøg i den lille by Alberobello, som er berømt for sine specielle huse, der kaldes trullo eller trulli i flertal.
Husene blev opført fra 1400-tallet og fremefter. Af historiske grunde er en trullo bygget uden brug af mørtel. Stenene blev blot stablet oven på hinanden, så husene hurtigt kunne fjernes igen. Praktisk var det også, hvis en ejer af en trullo ønskede at ændre på sit hus, at det nemt kunne skilles ad og sættes sammen på en ny måde, eventuelt udvides.
Der er adskillige artikler på internettet, hvor man kan læse om husene og deres historie.
Siden 1996 har Alberobellos trulli været på Unesco’s liste World Heritage.
Husene er stadigvæk beboede af private ejere, og når man som gæst i byen går rundt i de små gader og ser de fine huse, så kan man ikke undgå at møde nogle af beboerne. Det er tydeligt, at de er vant til turister og er meget venlige og tålmodige. I flere af de små huse lever man også af turisternes besøg, eller man sælger forskellige souvenirs og lokale madvarer.
I Alberobello er der to kirker. Chiesa di Sant’Antonio er opført i 1927 som en stor trullo, men det er mest interessant at se kirken udefra. Indvendigt er den mindre spændende.
Basilica dei Santi Cosma e Damiano er Alberobello’s hovedkirke, opført i 1885. Den ser flot ud med sine tvillingetårne, der kan ses hele vejen ned af Corso Vittorio Emmanuele, men heller ikke den er særlig spændende at besøge.
Bag Basilica dei Santi Cosma e Damiano ligger den berømte Trullo Sovrano, som stammer fra 1700-tallet og som man kan besøge.
Jeg besøgte Alberobello en smuk dag med blå himmel mens jeg opholdt mig i Bari. Der er togforbindelse fra Bari med skift undervejs, men ikke så mange gange om dagen. Det bedste og hurtigste er at tage bussen som afgår fra bagsiden af Bari Centrale hvor Largo Sorrentino støder ud i Via Giuseppe Capruzzi. Bussen klarer turen på 65 minutter. Man skal sørge for at undersøge afgangstiderne på sitet for Trenitalia, for der er kun bus i hver retning hver anden eller tredje time.
Vil man besøge Alberobello, skal man absolut vælge en dag, hvor det er smukt vejr, for besøget er jo i høj grad noget der foregår udendørs, og det er ikke spændende at se byen i dårligt vejr med regn.