Når man første gang står foran Palazzo Ducale, er det næsten ikke til at løsrive sig igen. Foran sig har man et af verdens store arkitektoniske vidundere.
Det første palazzo på stedet menes at være opført i år 810, men mellem 1340 og de næste to hundrede år frem, blev bygningen ombygget i veneziansk gotisk stil.
Historien om Palazzo Ducale er omfattende og kan studeres i en række artikler på internettet. Måske er de historiske oplysninger på Palazzo Ducales eget site de mest pålidelige.
Frem til den venezianske stats fald i 1797 var Palazzo Ducale hjemsted for byens doge. Fra 1866 blev Venezia en del af det samlede Italien, og bygningen kom til at tilhøre staten. Fra 1923 har den stort set kun været brugt som museum.
Det kan anbefales, at man køber et Museum Pass Venezia, eller på anden måde har billet på forhånd, inden man skal besøge dogepaladset. Køen af mennesker, som ikke har billet kan være endeløs lang, og det går meget hurtigere at komme ind, når man har billetten parat, og kan komme forrest i køen.
Besøget begynder i gården hvorfra man går op ad La Scala d’Oro, Den gyldne trappe, som fører op til rummene i niveau 2.
Første rum er l’Atrio Quadrato, det firkantede rum, hvor der på væggene og i loftet i udskåret træ er værker af Tintoretto. Blandt andet ses allegoriske malerier over de fire årstider og forskellige portrætter. Der er også værker af Veronese og Gerolamo Bassano.
Ruten fortsætter gennem de institutionelle rum, blandt andre Sala delle Quatro Porte, Sala dell’Anticollegio, Sala dell Collegio, Sala dell Senato, Sala dell Consiglio dei Dieci og Sala dell Busola.
Undervejs er der kunstværker over alt på vægge og i lofterne i disse smukt dekorerede rum. Man får fornemmelsen af, at Tintoretto har malet hele Palazzo Ducale, for hans værker hænger i næsten alle rum.
Men der er også værker af Veronese, Jacopo Bassano, Jacopo Palma il Giovane, Marco Vecellio, Tommaso Dollabella, Antonio Aliense og Guilio Carlini.
Et sted har man mulighed for at kigge ud ad vinduet, hvor man kan se kysten med Chiesa della Pietá ud mod lagunen. Hvor er det smukt!
Besøget fortsætter i niveau 1. Her kommer man først gennem blandt andet Sala del Guariento, hvor der er en væg med rester af freskomalerier fra omkring 1365.
Så når man til Sala del Maggior Consiglio, som er det største og mest imponerende rum i Palazzo Ducale. 53 meter langt, 25 meter bredt og mere end 15 meter højt. Bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er nogen bærende søjler i dette store rum.
Rummet blev nyindrettet efter en brand i 1577. Øverst under loftet ses malerier af de første 76 doger. En ramme er dækket til med et sort klæde. Det er dogen Mariano Faliero, der blev udnævnt til doge i 1354, men året efter forsøgte at begå statskup, og derfor mistede sit liv. På en inskription står der på latin: Hic est locus Marini Faletro decapitati pro criminibus.
Rundt om på væggene er der historiske malerier udført af Girolamo Gambarato, Jacopo Palma il Giovane, Fedrico Zuccari, Andrea Vicentino, Tintoretto, Paolo il Fiammingo, Francesco Bassano, Leandro Bassano, Benedetto Caliari og Carlo Caliari.
Og i det store loft er der malerier af blandt andre Veronese, Jacopo Palma il Giovanne og Tintoretto.
Og så fylder Tintorettos enorme maleri Il Paradiso hele den ene endevæg. Det måler 22 meter i længden og 7 meter højden. Tintoretto og værksted udførte maleriet mellem 1588 og 1592.
Øverst ses Maria og Jesus med duen bag sig, hvorfra der udgår et himmelsk lys.
Og på alle sider og nedenunder dem ses mere end 500 skikkelser, mennesker og engle, med detaljerede ansigter.
Il Paradiso siges at være verdens største maleri, og det er sikkert også rigtigt. Noget andet er, at det næsten ikke er muligt at forstå et maleri af den størrelse.
Besøger man Museo Querini Stampalia i Venezia, kan man se en model af maleriet, som er udført i en langt mindre størrelse.
Tintorettos enorme værk er svært at forstå, men fantastisk at stå foran!
Besøget fortsætter i Sala dell Scrutino, som også er et meget stort rum. Der ses værker af Sante Peranda, Andrea Vicentino, Gregorio Lazzarini, Tintoretto, Tiziano Veccelio og på den ene endevæg Giudizio Universale, Den yderste dom af Jacopo Palma il Giovane.
Turen fortsætter gennem nogle mindre rum, og så når man til Ponte dei Sospiri, Sukkenes bro, der fører over til fængselet, som man også får lov at gå igennem. Det er ikke noget rart sted, og man kommer til at tænke på eventyreren Casanova, som det lykkedes at flygte fra fængselet. Sikke en bedrift!
De sidste rum man ser, er Sala del Censori, Sala dell’Avogaria de Comun og Sala della Milizia da Mar, hvor der er malerier af blandt andre Tintoretto, Alvise Vivarini og Niccolò Renieri.
På et site har jeg læst, at nogen foreslår, at man afsætter halvanden time til besøget i Palazzo Ducale.
Hvis man kun har halvanden time til besøget, så har man meget travlt med at nå gennem huset og kan ikke nå at bruge lang tid på at se alle de mange kunstværker og læse om stedets historie.
Jeg brugte op mod tre timer på mit besøg, og tænkte bagefter, at jeg vist ikke fik set det og det særlig grundigt.
Men sikke en stor oplevelse det er at besøge dette enestående sted.