Église Saint-Roch, Paris
Med en længde på 126 meter er Église Saint-Roch en af Paris’ længste kirker. Cathédrale Notre-Dame er til sammenligning 128 meter lang, og Église Saint-Sulpice er 110 meter lang.
I 1577 blev et kapel på dette sted opført. Det var indviet til Saint-Susanne, en romersk martyr som ifølge legenden blev henrettet i år 295.
I 1653 blev grundstenen til den nuværende kirke lagt af Louis XIV, som ved lejligheden blev ledsaget af sin mor, dronning Anne d'Autriche.
Arbejdet med opførelsen af denne store kirke gik i stå under vejs på grund af svigtende økonomi, varede derfor frem til 1754.
Kirken led skade under den franske revolution. Nogle af de mest centrale begivenheder fandt sted meget tæt på kirken. I artikler på internettet kan man læse, at kirkens facade stadigvæk har tydelige huller fra skud, og dem kan man faktisk se i den nederste del af facaden.
Værre gik det med kirkens indre. Kunstværker blev ødelagt eller stjålet. Efter balladen var overstået, kom nogle af kunstværkerne tilbage, men Église Saint-Roch fik også tilføjet værker som kom fra andre kirker, der var blevet ødelagt. På hjemmesiden patrimoine-histoire kan man se en række af disse malerier. Faktisk kan man godt kalde Église Saint-Roch et museum for religiøs malerkunst.
Kirkens stil er overvejende barok. Facaden minder om Jesuitternes kirke, for eksempel Chiesa del Gesù i Rom. Den er inddelt i to etager. Nederst ses de tre ingangsportaler adskildt af en række søjler med doriske søjlekapitæler.
To statuer ses i facaden: Til venstre Saint-Roch med sin hund, og til højre en anden statue, som ligner en biskop på grund af den hat, han bærer, men som er ukendt.
I øverste niveau er der søjler med korintiske søjlekapitæler. Her ses til venstre Sainte-Genevieve, skytshelgen for Paris, og til højre Sainte-Clotilde, Kong Clovis I’s anden hustru.
Over dem, i den spidse fronton, ses en muslingeskal med initialerne S og R, for Saint-Roch.
Til højre og venstre ses to dobbeltskulpturer med ukendte helgener.
Indvendigt er kirken som nævnt 126 meter lang. Når man kommer ind og står bagerst i kirken, er det første indtryk måske, at det er fuldstændig umulig at se hvad der er længst fremme i kirken.
Ser man nærmere efter, kan man svagt ane Kristus på korset på bagvæggen i Chapelle du Calvaire, korsets kapel.
På vej op gennem kirken kan man beundre malerierne i de ni kapeller på hver side af den treskibede basilika. Kapellerne er dog lukkede, og alt efter hvad tid på dagen man besøger kirken, kan billederne være svære at se på grund af lysindfald i kirken.
I rækken af kapeller ses et, der er indviet til Saint-Susanne, som det første lille kapel på stedet havde navn efter.
Et skilt gør opmærksom på de vigtigste kunstværker i hovedskibet:
Le Miracle des Ardent, udført 1767 af maleren Gabriel François Doyen (1726 – 1806),
Saint Denis Prêchant la Foi en France, udført 1767 af maleren Joseph-Marie Vien (1716 – 1809) og
L’Assomption de la Vierge, udført 1752 – 1756 af maleren Jean-Baptiste-Marie Pierre (1714 – 1789).
Men der er mange andre fine malerier, der som nævnt kan ses på hjemmesiden patrimoine-histoire.
Skulpturer er der også, og bemærkelsesværdig er den lydhimmel der ses over prædikestolen, udført af Simon Challe (1719 – 1765). Challe har formet et stykke træ, så det ligner næsten tilfældigt sammenkrøllet stof. En gylden engel med trompet i den ene hånd sidder på en gylden sky under stoffet, som er bundet op med en stor sløjfe på den nærmeste søjle.
På den modsatte side af midterskibet hænger Kristus udført i træ på et enormt kors.
Når man er kommet gennem hovedskibet, når man ind i Chapelle de la Vierge, Jomfruens kapel, et rundt rum med skulpturer. I loftets kuppel ses Mariæ himmelfart af maleren Jean-Bapiste-Marie Pierre, og foran en åbning i væggen, hvor man kan kigge videre ind i Chapelle du Calvaire på Étienne Maurice Falconets (1716 – 1791) Kristus på korset med Maria ved sin venstre side ses
Michel Anguiers (1612 – 1686) skulpturgruppe, hvor Maria til venstre og Josef til højre knæler og ser på den nyfødte Jesus. Over dem ses enorme gyldne stråler bag grå skyer. Ingen tvivl om, at denne vidunderlige udsmykning er fra barokken.
Der er som nævnt mange flere malerier og skulpturer at se i Église Saint-Roch.
En række kunstnere er blevet begravet fra kirken, og mange ligger også begravet inde i kirken; det gælder for eksempel maleren Jean-Honoré Fragonard og Louis XIV’s havearkitekt, André le Nôtre.
Kirkens store orgel blev oprindelig bygget af Louis-Alexandre Clicquot i 1752. Kun selve orgelhuset er tilbage fra hans hånd. Det nuværende orgel blev bygget af Aristide Cavaillé-Coll, et stort instrument med 53 stemmer fordelt på fire manualer og pedal.
Et mindre kororgel fra 1865 er også udført af Cavaillé-Coll.
Église Saint-Roch er efter min mening en af de mest interessante kirker i Paris, både på grund af sin arkitektur og de mange kunstværker. Den ligger i 1. arrondissement, kun 200 meter fra Jardin de Tuileries.