Église Saint Eustache er set udefra en af Paris’ mest mærkelige bygninger: En stor, gotisk kolos med et massivt udtryk som ingen anden kirke. Den ligner både kirke og en frygtindgydende fæstning der må kunne modstå ethvert angreb.
Der har været kirke her siden 1200-tallet, men den nuværende bygning kom til fra 1532 og opførelsen af den tog godt 100 år.
Kirken er viet til Sankt Eustatius, en romersk general der døde først i 200-tallet som martyr fordi han havde omvendt sig til kristendommen.
Kirken er utrolig flot indvendigt, og den er i modsætning til mange andre af Paris’ kirker meget lys på grund af de mange og store vinduer.
Fine kirkeruder og malerier præger kirkens indre.
Kirken har haft en stærk tradition for musik, og for eksempel blev Berlioz’ Te Deum opført første gang i kirken. Orglet hører til Frankrigs største. Det nuværende instrument blev bygget af det nederlandske firma Van Den Heuvel i 1989. Orgelhuset er dog det originale fra midten af 1800-tallet.
Området omkring Saint Eustache er i disse år et kæmpe rod, mens der bygges om og anlægges noget nyt, og det bliver spændende at se kirken i de nye omgivelser, når der engang bliver mere ordnede forhold.