Takket være TKTS-boden på Leicester Square havde vi fået fornemme billetter på gulvet til musicalen Billy Elliott.
Dette skal ikke være en anmeldelse af forestillingen, men man lever unægteligt bedre med at sidde i en dårlig, lav stol med en ryg, der får ens egen ryg til at protestere efter en times tid, når det, der sker på scenen er fuldstændig utroligt. Og det var det.
Vi glemte alt som de dårlige sæder, den ringe benplads og det faktum, at teatret efter første akt kompenserede for den lidt indelukkede luft, der opstår, når mange mennesker er samlet, ved at skrue air-conditioningen op til fuld styrke. Vi nærmest småfrøs under andet akt, mens blæsten peb os om benene.
Men baren var god og velassorteret. Det samme var souvenirboden. Personalet smilede og var venligt, toiletterne var rene, og forestillingen bevægede os, så vi sad med tårer i øjnene, mens et fremragende ensemble anført af en 12-årig knægt lavede mirakler for øjnene af os. Gå for guds skyld ind og se Billy Elliott, men medbring et tæppe, hvis du er kuldskær.