Under vores besøg i Jerusalem besøgte vi den øvre Kidron-dal to gange, i den del, der grænser op til byen. I sandhed, mens dette navn i dag gives til hele dalen, op til Det Døde Hav, ser det ud til, at man tidligere kun betragtede Kidron-dalen som den, der var tættest på byen. Den første gang overså vi dog kun dalen ved at gå langs byens østmur. Anden gang brugte vi en god del af en eftermiddag på vores rute: vi tog bussen fra Løveporten og stod af ved Oliebjerget (som lukker dalen mod øst) ved busstoppestedet ved Kapellet i Kapellet. Ascension. Herfra gik vi gradvist ned mod dalbunden, besøgte de tilgængelige seværdigheder, til sidst gik vi fra dalbunden til indgangen til "Davidsbyen". Efter den befæstede by Jerusalem er der intet andet sted så stemningsfuldt i det nærliggende område. Kidrondalen lige i korrespondance med selve centrum (og endnu længere opstrøms) kaldes af den hebraiske bibel "Josafats dal", om hvilket - tilsyneladende fra det fjerde århundrede e.Kr. C. - traditionen dannes, at i den vil finde sted, ved tidernes ende, profeten Elias' genkomst, Messias' ankomst, Gog- og Magogkrigen og dommedag. På grund af denne tradition er en bred del af dalen i dag oversået med grave. Gravene er dog ikke kun jødiske, da de i århundreder har været sidestillet (på den side af dalen, der er nærmest byen) med muslimske kirkegårdsområder. Nedadgående besøgte vi i rækkefølge den lille kirke kaldet "Dominus flevit" (Herren græd); olivenlunden (nu indhegnet) som traditionelt identificeres med Getsemane Have, hvor Jesu sidste bøn og Judas' forræderi fandt sted; den tilstødende såkaldte "Alle Nationers Kirke", som siden 1920'erne står på det troede sted for Jesu bøn, hvor fra det 4. århundrede e.Kr. C. kirker følger hinanden, derefter ødelagt af jordskælv eller andre begivenheder. Bagefter besøgte vi grundigt kirken (drevet af ortodokse kristne) bygget på den formodede grav Jomfru Maria. Vi var også klar over, at der i dalbunden var en bro, som nu er forsvundet: fra den siges det, at ypperstepræsten drev "syndebukken" mod ørkenen for at få ham til at fjerne befolkningens synder på forsoningsdagen (Yom Kippur). Vi besøgte ikke de såkaldte gamle jødiske grave Absalon, Benei Hazir og Zakarias. Heller ikke den ortodokse kirke Maria Magdalena, som var lukket. Men alligevel vendte vi tilbage til byen overvældet af minderne, der er til stede i denne dal, eller som er forbundet med den.

Vi besøgte Israel på en tur og havde et par chancer for at se Kidron-dalen, som adskiller Tempelbjerget fra Oliebjerget, og som også fører ned mod den bibelske by Bethany. Som en del af vores tur stoppede vi ved et udsigtspunkt for at se dalen falde væk fra Jerusalem, og vi så også på den fra udsigterne ved Saint Peter Gallicantu-kirken og fra Gethsemane. Det er historisk, men jeg følte ikke, at der var et must - se varer der, bortset fra den generelle følelse af sted.