Alle artikler De bedste dagsture fra Paris med tog: charmerende byer, frodige skove og massevis af slotte

De bedste dagsture fra Paris med tog: charmerende byer, frodige skove og massevis af slotte

Versailles-slottet, Versailles, Frankrig
Billede: Stephanie LeBlanc / Unsplash
Af Wendy Ng16. aug. 2022 5 minutters læsning

Paris er Frankrigs pulserende hjerte, men for virkelig at opleve landets mangfoldige skønhed og historie skal du begive dig ud af hovedstaden. Tag på nemme dagsture fra Paris med Frankrigs effektive jernbanesystem og højhastighedstog, og udforsk enestående franske slotte, charmerende byer og frodige skove.

Begynd planlægningen af din franske ferie ved hjælp af vores liste over de bedste dagsture fra Paris med tog.

1. Versailles

Chateau de Versailles, Paris, Frankrig
Billede: Mateus Campos Felipe / Unsplash

Bedst til: Kongeligt slot og haver

Et besøg i Paris er ikke gennemført uden en tur til Versailles. Slottet over dem alle, Château de Versailles, byder på overdådige gangarealer, over 2.000 værelser og den blændende smukke spejlsal. Gå en tur gennem de velplejede haveanlæg bestrøet med statelige statuer. Om sommeren og i efteråret bliver de besøgende forkælet med et spektakulært show med dansende springvand og musik i haverne. Trianon-slottene og dronningens landsby, der traditionelt var kongelige tilflugtssteder, er velegnede til en smuttur.

Versailles er et populært rejsemål for dagsture, så book billetterne på forhånd. Få en gnidningsfri oplevelse ved at deltage i en guidet rundvisning, der springer køen over. Forsøg at undgå besøg på helligdage, i weekender og på tirsdage (slottet holder lukket om mandagen).

Sådan kommer du dertil: Tag RER 'C'-toget fra det centrale Paris (stationer som Austerlitz, St-Michel, Invalides og Champ-de-Mars) til stationen Versailles Château Rive Gauche. Turen tager omkring 35 minutter. Herefter er der cirka 10 minutters gang fra togstationen til slottet.

2. Reims

Cathédrale Notre-Dame de Reims, Frankrig
Billede: Reno Laithienne / Unsplash

Bedst til: Champagnesmagning

Und dig selv en dag i boblernes tegn i Reims, som er den største by i Champagne-regionen og et vigtigt centrum for champagneproduktionen. Besøg champagnekældrene, der engang blev brugt til kridtudvinding. De fleste kældre tilbyder ture, der inkluderer en guidet rundvisning og smagsprøver. Book i god tid, især hvis du vil besøge de berømte champagnehuse som Taittinger, Martel og Veuve Clicquot Ponsardin.

Reims' skyline domineres af den storslåede katedral Cathédrale Notre-Dame de Reims. Kig forbi Basilique St-Remi og Palais du Tau – slottet som har tilhørt ærkebiskoppen af Reims – før du tager toget tilbage til Paris.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Gare de I’Est til stationen i Reims. Det tager 45 minutter.

3. Giverny

Fondation Claude Monet, Giverny, Frankrig
Billede: Veronica Reverse / Unsplash

Træd ind i Claude Monets farverige verden i Giverny – det tilflugtssted, hvor den anerkendte kunstner tilbragte sine mest kreative år. Læg ud med at udforske Monets hus og hans landskabsmesterværker: Clos Normand og Jardin d'Eau. Givernys museum for impressionisme er en perle for de kunstinteresserede.

Haverne holder åbent fra april til oktober, og her kan man se i hundredvis af årstidens blomster. Kom tidligt om morgenen for at nyde stedets magi i ro og mag, inden dagsturisterne ankommer. Spring køen over ved at købe din adgangsbillet på forhånd. Forlæng din dagstur ved at fortsætte til Rouen – en af de bedste byer at besøge i Frankrig – som ligger blot 40 minutter væk med tog.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Paris Gare St. Lazare til stationen Vernon. Det tager 50 minutter. Herfra er der ca. 20 minutter med bus, taxa eller cykel.

4. Fontainebleau

Château de Fontainebleau i Frankrig
Billede: Isaac Arnault / Unsplash

Bedst til: Kongeligt slot og skov

Fontainebleau kaldes ofte for "Versailles uden de store menneskemængder". Det elegante Château de Fontainebleau var det kongelige hovedkvarter, før Versailles overtog den position. Fortab dig i det paladsagtige netværk af værelser med lysekroner, skyhøjt til loftet og ekstravagante møblementer.

Det kolossale slot er omgivet af den lige så enorme Forêt de Fontainebleau, hvor du kan nyde de frodige grønne omgivelser. Vælg en sti, der passer til dine ambitioner, prøv vægklatring, eller tag en tur på hesteryg.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Gare de Lyon til Gare de Fontainebleau-Avon. Det tager 40 minutter.

5. Lille

Lille, Frankrig
Billede: Diane Picchiottino / Unsplash

Bedst til: Familievenlige seværdigheder

Lille ligger tæt på grænsen til Belgien og er måske en af Frankrigs mest undervurderede byer. I den livlige gamle bydel står der imponerende bygningsværker med flamsk indflydelse. Slentr over den stemningsfyldte Grande Place, og udforsk Vieille Bourse, den gamle børs med 24 renæssancehuse beliggende under det antikke tag. Tag på en sightseeing-bustur for at se hovedattraktionerne i Lille.

Lad dig betage af kunstsamlingen på Palais des Beaux-Arts med tilnavnet "Lilles Louvre" – gallerierne her betragtes som Frankrigs næststørste. Det perfekte stop for familier er den kompakte Lille Zoo, hvor der er masser at se og lære. Shop løs i Furet du Nord – den store boghandel med en enorm samling af børnebøger og lærerigt legetøj til udlån.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Paris Gare du Nord til stationerne Lille-Europe eller Lille-Flandres. Det tager en time.

6. Chantilly

Porte Saint-Denis à Chantilly
Billede: Pascal Bernardon / Unsplash

Bedst til: Slot og væddeløbsbane

Chantilly er kendt for sin flødeskum, sit château og væddeløbsbanen og er en nem dagstur at tage fra Paris. Det eventyrlige slot Château de Chantilly ligger som hovedattraktionen omgivet af en kunstig voldgrav og enestående haver. Lad dig imponere af de overdådige værelser, der rummer gamle manuskripter, malerier og skulpturer.

Efter en formiddag på slottet kan du gå videre til Chantillys hippodrom for at opleve heste i aktion. Den prestigefyldte væddeløbsbane er vært for Prix du Jockey Club (fransk derby) og Prix de Diane om sommeren, og området summer af liv på løbsdage. Hvis du kan nå det, inden du tager tilbage til Paris, så besøg nabobyen Senlis, som er ganske malerisk og fyldt med historiske bygninger.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Paris Gare du Nord til stationen Chantilly-Gouvieux. Det tager 30 minutter. Tag derefter en bus eller en taxa, eller gå til slottet, som ligger ca. 2,5 km derfra.

7. Amiens

Amiens, Frankrig
Billede: Mathias Reding / Unsplash

Bedst til: Stor gotisk kirke og fotografi

Det er hele togturen værd at tage til Amiens og se den berømte Cathédrale Notre-Dame d'Amiens, Frankrigs største gotiske katedral med en snirklet dekoreret facade og et storslået kirkerum. Amiens har fået tilnavnet "Nordens Venedig" på grund af dens unikke Hortillonnages, som er en slags flydende køkkenhaver, der ligger rundt omkring i byen. Tag dine bedste rejsebilleder i dette maleriske landskab indrammet af flydende grønne øer og kanaler.

Se det pulserende St-Leu-kvarter, som er et centrum for middelalderligt kunsthåndværk, der har vokset sig til et livligt forretnings- og restaurationsområde. Besøg Jules Vernes hjem – et uformelt museum, som er dedikeret til den indflydelsesrige franske forfatter, som særligt er kendt for sin roman Jorden rundt på 80 dage.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Paris Gare du Nord til stationen i Amiens. Turen tager ca. halvanden time.

8. Provins

Middelaldertårn i Provins i Frankrig
Billede: Akima65 / Tripadvisor

Bedst til: Middelalderarkitektur og traditionelle festivaler

Tag på en tidsrejse med en nem dagstur til Provins – byen med middelaldermarkederne. Denne befæstede by er hjemsted for iøjnefaldende middelalderbygninger som f.eks. Cæsar-tårnet og kirken Saint-Quiriace.

Gå langs de historiske volde, som er forbundet via to befæstede porte, og nyd den spektakulære udsigt over byen. Afdæk Provins' mysterier, og deltag i en rundvisning i byens underjordiske tunneler. Husk at booke tunnelturen på forhånd, særligt den meget populære Les Souterrains de Provins.

Det bedste tidspunkt at besøge Amiens på er om sommeren, hvor du kan se byens hæderkronede festivaler. Over to dage i juni inviteres du til Frankrigs største middelalderfestival med traditionelle markeder i Grange aux dîmes og nostalgiske events over hele byen. Se vores vejledning til de bedste tidspunkter at besøge Frankrig for at få flere tip til din næste franske ferie.

Sådan kommer du dertil: Tag toget fra Gare de L'Est til stationen i Provins. Turen tager 1 time og 20 minutter.