Alle artikler Ti utrolige steder rundt om i verden, du med fordel kan besøge i juni

Ti utrolige steder rundt om i verden, du med fordel kan besøge i juni

Fra vandreture blandt bjerggorillaer til baltiske byferier – rejser i forsommeren belønner de eventyrlystne.

Nicholas DeRenzo
Af Nicholas DeRenzo2. maj 2024 8 minutters læsning
Bjerggorilla i Volcanoes National Park, Rwanda
En bjerggorilla i Volcanoes National Park, Rwanda
Billede: guenterguni/Getty Images

Når juni indfinder sig, og sommerhøjsæsonen for alvor starter, står du som rejsende over for et valg: Følg strømmen af mennesker til velkendte favoritter som New York City (hvor der er masser af liv i Pride-måneden) eller Yellowstone National Park (hvor du måske får lidt konkurrence, når du vil fotografere den lille bisonkalv) – eller kast dig ud i noget, som er lidt utraditionelt. Overvej f.eks. en fodboldferie i Kansas City, en rejse med fordybelse i den oprindelige befolknings historie i Québec City, eller, hvis du føler dig særligt eventyrlysten, vær en af de første blandt vennerne til at opleve de finkulturelle vidundere i Tartu i Estland – en af årets tre europæiske kulturhovedstæder. Her er ti steder, der er velegnede til at bringe dig i forsommerstemning.


Tartu, Estland

Til kulturentusiaster

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 9 til 21 ºC

Den ene af årets tre europæiske kulturhovedstæder, Tartu, har altid stået lidt i skyggen af Tallinns middelalderlige skønhed, der er som taget ud af eventyr, i hvert fald blandt internationale rejsende. Men esterne selv er meget glade for Tartu: Byen ligger lidt over to timer fra hovedstaden og er bredt anerkendt som denne baltiske nations kulturelle pragtstykke. Den huser bl.a. Estlands nationalmuseum (som har udstillinger om den finsk-ugriske befolkning, folkedragter og udskårne træølglas) og det populære University of Tartu Museum. Byen er faktisk sådan et arnested for store tænkere, at den er en af blot 53 kommuner på verdensplan, der har fået titlen som UNESCO-litteraturby.

Når det bliver sommer, har byen et omfattende udvalg af arrangementer, herunder den finsk-ugriske filmfestival (med traditionelle saunaseminarer og -ritualer), en ugelang fejring af sang og dansog koncerter, der spænder fra korsang til klassisk musik til, ja, Sting. I juni bliver en af de mest fordybende oplevelser Music of the Bridges, hvor 100 kunstnere – herunder skuespillere, musikere, gymnaster, svømmere, cirkusartister med flere – overtager byens broer og bredderne langs Emajõgi-floden.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Tartu

New York City

Til pride-rejsende

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 18 til 27 ºC

Pride-optog, West Village, Manhattan, New York
Pride-optog i West Village
Billede: Walter Wlodarczyk/NYC Tourism + Conventions

New York City byder på regnbuefarver i juni med fejringen af NYC Pride, som markerer Stonewall-oprøret i 1969, hvor LGBTQ+-demonstranter kom i sammenstød med politiet efter en razzia på The Stonewall Inn, der satte gang i bevægelsen for homoseksuelles rettigheder. I 2016 erklærede præsident Barack Obama den historiske homobar, Greenwich Village, for det første nationale monument knyttet til homoseksuelles historie, og i denne måned åbner der i Christopher Street et nyt besøgscenter lige ved siden af. Hvis du er i byen under dette gigantiske optog og gadefesterne, kan du blive klogere på byens historie i forhold til homoseksualitet på Pride Tours NYC's historiske LGBTQ-rundtur til fods – som selvfølgelig har et indlagt stop på Gay Street med mulighed for fotografering.

Det nye American LGBTQ+ Museum er på trapperne og planlagt til at åbne i den nybyggede fløj på New-York Historical Society Museum & Library på Upper West Side. Indtil det åbner, kan du f.eks. besøge Leslie-Lohman Museum of Gay and Lesbian Art eller kigge forbi The Lesbian, Gay, Bisexual & Transgender Community Center. Ud over at være en essentiel ressource for byens queer-ungdom lægger centeret også hus til skiftende udstillinger, og det er også her, man finder Keith Harings vægmaleri "Once Upon A Time" fra 1989, som på legende vis er tegnet op på badeværelsesvæggene.

Udforsk de mest populære seværdigheder i New York City

Dublin

Til litteraturentusiaster

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 9 til 18 ºC

Hvert år den 16. juni fejrer irske bogorme kulturarven efter den berømte forfatter James Joyce med en lystig festival ved navn Bloomsday. Den hylder hans hovedværk, Ulysses, som beskriver én enkelt dag (16. juni 1904) i en mand ved navn Leopold Blooms liv. Kom i stemning ved at iføre dig din fineste stråhat, og se, hvad der sker på James Joyce Center. Ud over kunstudstillinger om Ulysses byder centret også på rundture til fods hver torsdag, fredag og lørdag kl. 11.00, herunder en tur ad Blooms nøjagtige rute forbi stop som f.eks. O'Connell Bridge, Trinity College, Bank of Irelandog Grafton Street.

Mens du er i byen, kan du få et måltid mad på Davy Byrne's – en klassisk pub, der åbnede i 1889, og som optræder i kapitel otte i Ulysses, hvor Bloom kommer forbi for et drikke et glas rødvin og spise en gorgonzolasandwich (en kombination, der stadig er på menuen til den nette sum af 20 EUR). Et andet yndet stop for pilgrimme er James Joyce Tower & Museum (gratis entré), som ligger i et historisk Martello-tårn (en forsvarsfæstning) 30 minutter fra Dublin i Sandycove.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Dublin

Yellowstone National Park

Til dyrelivsentusiaster

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 1 til 17 ºC

Amerikansk bison i Lamar Valley, Yellowstone National Park, Wyoming
Amerikansk bison i Yellowstones Lamar Valley
Billede: MicheleVacchiano/Getty Images

Sommeren markerer starten på højsæsonen i Yellowstone National Park, og det er værd at trodse menneskemængderne for få det bedste udsyn til naturens mest bedårende undere i kælvesæsonen. Man kan som regel se bisonkalve i Lamar Valley, lam af tykhornsfår ved Calcite Springs Overlook, elgkalve ved Mammoth Hot Springs og bjerggedekid i nærheden af parkens nordøstlige indgang.

Ud over mødet med stedets ikoniske megafauna (naturligvis fra sikker afstand) er der masser af andre gode grunde til at kigge forbi USA's første nationalpark i forsommeren. Du kan fange rødstrubet ørred i gydeperioden, lytte til sangfuglene eller vandre til et vandfald, f.eks. Lower Yellowstone River Falls på 94 m, som der er mest gang i, når vintersneen er smeltet.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Yellowstone National Park

Québec City

Til fordybelse i de indfødtes historie

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 12 til 22 ºC

Québec City kaldes ofte den mest europæiske by i Nordamerika, men før franskmændene koloniserede regionen, var der her en større befolkning af indfødte, som boede langs St. Lawrence-floden. I juni er byen vært for festivalen KWE! Meet with Indigenous Peoples, hvor medlemmer af provinsens First Nations- og Inuit-samfund samles på Place Jean-Béliveau og sælger kunsthåndværk, driver workshops og skaber spændende udstillinger i traditionelle boliger.

Hvis du gerne vil fordybe dig rigtigt i Huron-Wendat-kulturen, som kan dateres tilbage til længe før franskmændenes ankomst, skal du tage en dagstur til Wendake – et byreservat, der ligger ca. 15 minutters kørsel fra centrum af Québec City. Det skønne First Nations-ejede Hôtel-Musée Premières Nations huser restauranten La Traite, som har retter på menuen som bison-tartar med syrlig dunhammer og havre-crumble eller hummer tilberedt i gin af vilde blåbær med grangelé, wakame og flyvefiskerogn. Musée Huron-Wendat lige ved siden af åbner en ny permanent udstilling i juni og tilbyder guidede rundture i et traditionelt langhus. Og hvis du er her i slutningen af måneden, må du ikke gå glip af Wendake International Pow-Wow, hvor der er spændende dansekonkurrencer.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Quebec City

Reykjavík, Island

Til aktive natteravne

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 7 til 12 ºC

Harpa-koncertsalen i Reykjavik, Island
Harpa-koncertsalen i Reykjavik, Island
Billede: Doug Armand/Getty Images

Når vi når til juni måned, nærmer man sig i Islands hovedstad hastigt det tidspunkt på året, hvor der er dagslys hele døgnet. Midnatssolen når sit højeste punkt ved sommersolhverv, hvor det er allersværest at sove for den. Alt det sollys betyder dog også, at der er masser af tid til at udforske byen.

Til sommer vender Reykjavík Arts Festival tilbage (den afholdes hvert andet år), hvor der blandt andet vil være koncerter med sopran Lise Davidsen, Islands symfoniorkester og den seksdobbelte Grammy-vinder Jacob Collier i Harpa – byens imponerende arkitekttegnede koncerthus. Festivalen starter med et stort anlagt dukketeater ved navn "Sea Monsters", der opføres ved Midbakki (den gamle havn), inden det tager på turné rundt i landet til steder som Husavik og Isafjordur.

Hvis du er til kunst, der skiller sig lidt mere ud, skal du blive hængende indtil den 17. juni, hvor den ugelange Reykjavík Fringe Festival starter med teater, cirkus, drag, comedy og varietéforestillinger Når det sidste show er forbi, kan du snuppe en midnatssnack hos Bæjarins Beztu Pylsur, en populær 87 år gammel pølsevogn. Deres flagskib ligger i Tryggvagata og holder åbent helt til kl. 6.00 fredag og lørdag.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Reykjavik

Volcanoes National Park, Rwanda

Til menneskeabe-entusiaster

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 7 til 15 ºC

I visse lande i Afrika består safarioplevelsen i at sætte sig til rette i et terrængående køretøj og blive kørt rundt af eksperter. Men i bjergene i Centralafrikas Great Rift Valley er du tvunget til at gøre en indsats for at få lov til at se den sjældne og gådefulde bjerggorilla. Blot to timers kørsel fra hovedstaden Kigali ligger den 160 kvadratkilometer store Volcanoes National Park, som huser 12 gorillafamilier, og det er kun muligt at nå frem til dem ved at tage turen op i bakkerne til fods. Den tørre sæson starter i juni, og på det tidspunkt er det væsentligt nemmere at vandre igennem den tætte regnskov. Bemærk, at eftersom disse menneskeaber ofte er på farten, er det svært at sige med sikkerhed, hvor lang tid oplevelsen tager, og vandreturen kan dermed vare alt lige fra 30 minutter til næsten syv timer.

De bedste overnatningssteder tæller bl.a. Singita Kwitonda Lodge, som har en planteskole, der arbejder med genplantning af træer, og udsigt til de tre vulkaner Sabyinyo, Gahinga og Muhabura. Området har også for nylig kunne byde velkommen til Ellen DeGeneres Campus of the Dian Fossey Gorilla Fund, som er oprettet til ære for den berømte primatolog og miljøforkæmper, hvis liv er skildret i filmen Gorillaer i disen. Forskningscenteret har en café, udstillinger om bevarelse af primater og en butik, hvor 100 % af overskuddet går til menneskeabernes formål.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Volcanoes National Park

Kansas City, Missouri

Til fodboldfans

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 19 til 29 ºC

Fodboldkamp på CPKC Stadium i Kansas City, Missouri
Fodboldkamp på CPKC Stadium i Kansas City, Missouri
Billede: Jamie Squire/Getty Images

Tidligere på året åbnede CPKC Stadium i Kansas City og blev dermed verdens første stadion tilegnet et kvindehold i sportens verden. I 2021 kom Kansas City Current med i den amerikanske nationale fodboldliga for kvinder, og hvis du rejser hertil i juni måned, kan du se dem spille hjemmekamp mod Seattle Reign (9. juni), Chicago Red Stars (14. juni) eller Houston Dash (28. juni). Sportselskere må endelig også tage på en helt særlig pilgrimsfærd til Negro Leagues Baseball Museum, som er fyldt med samlerobjekter.

Til sommer åbner også Rock Island Bridge som det første projekt af sin slags, hvor man har forvandlet en historisk ståljernbanebro til et underholdningsområde. Dette nye område, der ligger ca. 18 m over Kansas River, byder på en restaurant, en café, en bar og livemusik. Frem til det åbner, kan du i stedet besøge Kansas City Power & Light District, som er opkaldt efter skyskraberen ved siden af i art deco-stil fra 1931, og hvor du kan besøge barer med øksekast, spille indendørs minigolf, tage på sportsbar og meget mere.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Kansas City

Boston:

Til højrøstede roere

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 15 til 25 ºC

I 1979 blev Boston den første amerikanske by, der var vært for en dragebådsfestival i Hongkong-stil – en traditionel festival, der finder sted på den femte dag i den femte måned i den kinesiske kalender. Arrangementet, der kan fejre 45-års jubilæum i år, går ud på, at hold af 22 personer hopper i de 12 m lange kanoer og sejler om kap på Charles River, mens tilskuerne kigger på mellem Western Avenue Bridge og John W. Weeks Footbridge.

Besøgende kan fortsætte deres udforskning af Bostons østasiatiske lokalsamfund på en guidet tur i Chinatown, hvor der f.eks. kan gøres holdt i en urtebutik, på en dim sum-restaurant og en cha chaan teng (en restaurant i Hongkong-stil). Udover de klassiske oplevelser vrimler kvarteret også med nye steder som Somenya, en japansk soba-butik, og Nan Xiang Express, et hyggeligt fastfoodsted med dumplings og suppe. Hvis du er ude efter noget lidt mere finkulturelt, kan du kigge forbi Museum of Fine Arts, som har en af de flotteste kinesiske kunstsamlinger uden for Asien.

Udforsk de mest populære seværdigheder i Boston

McMinnville, Oregon

Til gourmeter på pilgrimsfærd

Gennemsnitlige temperaturer: Fra 9 til 24 ºC

Middag på ōkta i McMinnville, Oregon
Middag på ōkta
Billede: Management/Tripadvisor

Hvis du er typen, der gerne rejser efter et godt måltid mad, er der i Willamette-dalen – som står bag nogle af landets bedste pinot noirs – for nylig åbnet et hotel ved navn McMinnville Tributary Hotel med den tilhørende anerkendte restaurant ōkta. Restauranten koncentrerer sig om Pacific Northwest-regionens mikrosæsoner med en smagsmenu i konstant forandring, som kan omfatte ingredienser som geoduck-muslinger, vildt, douglasgran og hasselnødder. Tænk på det som Oregons svar på Københavns Noma.

Den lidt mere afslappede og James Bond-nominerede Hayward er lige så inspirerende og ligger på Mac Market – en slags madhal i en gammel skofedtfabrik fra 1929. Her er kokken Kari Kihara besat af surdejsgæring og slagtning af hele dyr, og i hendes seneste "TV Dinner"-serie har hun skabt opfindsomme specialmenuer inspireret af tv-serier som The Sopranos og Twin Peaks. Mens du er i området, kan du evt. kigge forbi en vingård, som f.eks. Remy Wines, der ejes af Remy Drabkin (husk at se nærmere på hendes almennyttige Wine Country Pride-organisation).

Udforsk de mest populære seværdigheder i McMinnville