Alle artikler 12 ikoniske Harry Potter-film-locations og -oplevelser i London

12 ikoniske Harry Potter-film-locations og -oplevelser i London

Leadenhall Market i London
Billede: Rodrigo Soberanis Prado / Tripadvisor
Lam Ka Weng
Af Lam Ka Weng13. jan. 2022 5 minutters læsning

"Efter al den tid?" "Altid."

20 år senere lever magien forbundet med Harry Potter-troldmandsuniverset stadig videre. Uanset om du har læst (og genlæst) bøgerne eller set (og genset) filmene – eller begge dele, som jo er den eneste rigtige måde at gøre det på – så må og skal enhver Harry Potter-fan tage på pilgrimsfærd til London, hvor man kan besøge de forskellige locations fra filmene, inspirationsstederne og seværdighederne, der forhindrer denne evige ild i nogensinde at gå ud.

Så læs videre, mugglere. Her er de mest populære Harry Potter-steder og -seværdigheder, som du bør besøge i London, samt de bedste ture til at opleve det hele.

Harry Potter-film-locations i London

1. Platform 9 3/4 på King's Cross Station

Et par, der poserer ved Platform 9 3/4 på King's Cross Station
Billede: Mike M / Tripadvisor

I forhold til mindeværdige Harry Potter-locations og -scener er den mest letgenkendelige formentlig perronen Platform 9 3/4, hvor Harry første gang snubler ind i troldmandsverdenen fra King's Cross Station.

Kig efter bagagevognen, der stikker ud af muren i banegårdshallen – ved siden af The Harry Potter Shop og ikke mellem perron 9 og 10 – og stil dig i kø for at genskabe denne ikoniske scene. Du kan besøge bagagevognen på King's Cross i stationens åbningstid (fra kl. 5.00 til ca. kl. 1.00), så kom tidligt for at undgå de store menneskemængder.

2. St. Pancras International Station

St. Pancras International Station i London set udefra
Billede: IAN D / Tripadvisor

Mens scenerne med Platform 9 3/4 blev optaget indenfor på selve King's Cross Station, foregik udendørsoptagelserne i stedet på St. Pancras International Station, der ligger lige over for hovedindgangen til King's Cross.

Den majestætiske og gotiske bygning, St. Pancras International Station, og det tilstødende St. Pancras Renaissance Hotel kan ses i "Hemmelighedernes Kammer", hvor familien Weasley parkerer deres flyvende bil, som Harry og Ron senere flyver på eventyr i.

Du kan besøge St. Pancras International Station, Platform 9 3/4 og flere andre film-locations som en del af denne Harry Potter-bustur i London, hvor du bliver fragtet rundt med manér i en luksusbus.

3. Leadenhall Market

En mand, der holder et billede op af en scene fra Harry Potter på Leadenhall Market
Billede: Rodrigo Soberanis Prado / Tripadvisor

Leadenhall Market med sin elegante victorianske arkitektur er stedet, hvor Diagonalstræde og alle dets farverige butikker og magasiner blev filmet i forbindelse med udendørsoptagelserne. Du finder ikke Ollivanders tryllestavsbutik her, men du kan i stedet besøge nogle unikke butikker, restauranter og barer.

Prøv at se, om du kan finde en optikerforretning på Leadenhall Market ved navn The Glass House. Den blev brugt som den oprindelige indgang til Den Utætte Kedel i "De vises sten".

4. Borough Market

To kvinder, der går under en buegang ved Borough Market i London
Billede: Darren Ee / Unsplash

Efterhånden som temaerne tog en mørkere drejning i den tredje Harry Potter-bog, fulgte diverse film-locations også med i samme retning. De lyse gader ved Leadenhall Market var væk og blev i stedet erstattet af de rustikke jernbanebuer ved Borough Market, som er Londons ældste og mest berømte fødevaremarked.

En blomsterbutik ved navn Chez Michele blev valgt som ny indgang til Den Utætte Kedel, der første gang bliver vist i "Fangen fra Azkaban", hvor Harry stiger af Natbussen efter en ordentlig rystetur.

5. Great Scotland Yard

Great Scotland Yard i London set fra gaden
Billede: Ed Robertson / Unsplash

Vores mugglerunivers har ganske vist ikke polyjuice-eliksir, som du kan bruge på en omfattende infiltrationsmission, men du kan stadig se nærmere på Ministeriet for Magi i det virkelige liv – eller rettere den film-location, der blev brugt under optagelserne. Lige ved Trafalgar Square finder du Great Scotland Yard, hvor udendørsoptagelserne af Ministeriet for Magi blev lavet.

På denne to timer lange guidede rundvisning for mugglere er der stop ved Great Scotland Yard, Leadenhall Market, Borough Market og flere andre ikoniske film-locations.

6. Australia House

Det glitrende interiør i Gringotts-banken blev filmet i Australia House on the Strand, som er Australiens højkommissariat i London. Det er i sagens natur ikke tilladt bare at valse ind i bygningen uden en aftale, om du så er muggler, troldmand eller noget helt tredje.

Du kan dog stadig forsigtigt lure ind gennem glasdøren og beundre marmorgulvene og krystallysekronerne, der pryder den famøse nissebank fra filmene.

7. Millennium Bridge og St. Paul's Cathedral

Folk, der går på Millennium Bridge med St. Paul's Cathedral i baggrunden
Billede: Anthony DELANOIX / Unsplash

London har mange postkortværdige broer, og flere af disse – som f.eks. Tower Bridge og Lambeth Bridge – er kortvarigt synlige i Harry Potter-filmene. Særligt Millennium Bridge spiller en vigtig rolle – nemlig i den dramatiske åbningsscene til "Halvblodsprinsen", hvor den bliver ødelagt af de nådesløse dødsgardister.

Via Millenium Bridge kommer du også til en anden film-location: St. Paul’s Cathedral. Den fascinerende vindeltrappe i denne anglikanske katedral fra det 17. århundrede er med i "Fangen fra Azkaban" som trappen, som Harry og Ron går ned ad i filmen, efter at have modtaget undervisning i spådomme i professor Trelawneys klasseværelse.

Besøg begge steder på denne Harry Potter-vandretur i London, hvor guiden deler ud af sin viden om Harry Potter i løbet af den to timer lange gåtur.

Hvis du er meget, meget stor fan af Harry Potter-universet, burde du måske også føje følgende steder til din aktivitetsplan for London: Lincoln’s Inn Fields, som er film-location for Grumsted Plads, Piccadilly Circus, som Harry, Ron og Hermione transfererer hen til i "Dødsregalierne: Del 1" efter at være flygtet fra dødsgardister, og London Zoo, hvor "drengen, der overlevede" første gang opdager, at han er slangehvisker.

Harry Potter-seværdigheder i London

8. Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter

Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter-udstillingen
Billede: Finn / Unsplash

I selveste filmstudierne, hvor Harry Potter-filmene er lavet, kan du deltage i turen The Making of Harry Potter Warner Bros. Studio Tour, som er et must for enhver Harry Potter-fan. Genoplev filmene gennem de rekvisitter, kostumer og ikoniske kulisser, der er udstillet på dette 200 hektar store kompleks, og få et smugkig på de filmeffekter, der vakte magiske steder som storsalen på Hogwarts til live på det store lærred.

Før du tager afsted, må du ikke glemme at kigge forbi studiets butik for at købe din helt egen tryllestav og andre vigtige Harry Potter-klenodier til minde om dit besøg. Køb dine adgangsbilletter i god tid med denne Warner Bros. Studio Harry Potter Tour-pakke, som også inkluderer transport til og fra det centrale London.

9. House of MinaLima

House of MinaLima i Soho, London, set udefra
Billede: Management / Tripadvisor

Hos House of MinaLima i Soho kan du beundre de grafiske værker, som blev lavet af studiet til Harry Potter-filmene og Fantastiske skabninger-filmene. I galleributikken kan du endda købe souvenirs og tryk i begrænset oplag, som du kan føje til din samling af Harry Potter-samlerobjekter.

10. Harry Potter og det forbandede barn på Palace Theatre

Palace Theatre London set udefra, hvor stykket Harry Potter og det forbandede barn vises
Billede: Elizabeth Jamieson / Unsplash

Harry Potter og det forbandede barn er et teaterstykke i to dele, der udspiller sig 19 år efter begivenhederne i Dødsregalierne. Den fortsætter historien om Harry Potter ved at introducere Potterheads for hans yngste søn, Albus Potter. Dyk ned i Harry Potter-universet påny på Palace Theatre i London med denne prisvindende teaterproduktion, der lover magiske illusioner på scenen og skuespilpræstationer i verdensklasse.

11. The Cauldron Bar

To rygende cocktails på The Cauldron Bar i London
Billede: whichdestinationnext / Tripadvisor

Potterheads i London, der har lyst til en drink, skal føje The Cauldron Bar til listen over aktiviteter. Denne cocktailbar med Harry Potter-tema serverer fantastiske drinks, der er inspireret af filmene. Du kan endda komme her i gevandter i dit kollegies farver og brygge dine egne cocktails i barens kursus i "eliksirer".

12. Georgian House Hotel

The Wizard Chambers med Harry Potter-tema på Georgian House Hotel i London
Billede: Management / Tripadvisor

Som afslutning på den ultimative Harry Potter-oplevelse i London kan du booke en overnatning på et værelse med Harry Potter-tema på Georgian House Hotel. Værelserne Wizard Chambers og Enchanted Chambers er udsmykket i gotisk stil med insignier og gobeliner fra de forskellige kollegier på Hogwarts, så du får oplevelsen af at leve i troldmandsuniverset. De serverer også magisk morgenmad og eftermiddagste samt fortryllede cocktails og dagens forbandede dessert.