En familievenlig guide til Rom
Med ældgamle seværdigheder, kunstfærdige kirker og endeløse museer kan det virke, som om Rom er et feriemål, der kun er egnet for voksne. Men sådan hænger det slet ikke sammen. Rom blander det historiske og det moderne perfekt og er et eventyrland, hvor børn kan udforske og blive klogere på verden.
Tip til at besøge Rom med børn
Vi anbefaler, at du bruger mindst tre til fem dage i Rom, inden du tager videre for at udforske resten af Italien. Med små børn er det bedst at komme i slutningen af foråret, det tidlige efterår eller til jul. Prøv at undgå sommeren, da varmen kan være for voldsom for små børn.
Du kan rejse rundt i Rom med metro, bus eller sporvogn, og der er en række forskellige turistbilletter at vælge imellem. Det største offentlige transportsystem i Rom, ATAC, lader børn under 10 år rejse gratis, hvis de er ledsaget af en voksen. Vi anbefaler, at du altid går på opdagelse til fods, når du har muligheden. Roms brostensbelagte gader er dog lidt af en mundfuld for klapvogne.
Denne Stig på/stig af-bustur er også en god idé, der giver jer mulighed for at se de vigtigste vartegn uden at skulle gå alt for meget. Hvis I vil have en mere privat oplevelse, kan I endda udforske Rom i en golfvogn.
De bedste områder at bo i Rom med din familie
Leder du efter et familievenligt hotel i Rom? Hvis du vil spare rejsetid, skal du holde dig inden for Centro Storico (det historiske centrum), hvor de fleste af Roms seværdigheder ligger. Celio, også kendt som Colosseum-området, er fredeligt og roligt om natten. Tjek ind på Hotel Lancelot for gratis morgenmad, venligt personale og en betagende udsigt fra terrassen på 6. sal. De rummelige tredobbelte og sammenhængende værelser på Capo d'Africa Hotel er velegnede til alle familiestørrelser, og du kan nyde morgenmaden med udsigt over Colosseum.
Kom væk fra menneskemængderne ved at bo i Trieste, et eksklusivt boligkvarter 15 minutter med bus fra Centro Storico. Der er dejlige grønne områder i nærheden, som børnene kan udforske, f.eks. Villa Torlonia og Villa Paganini. Bo i Mercure Roma Corso Trieste, og gør det nemt for jer selv at komme ind til byen – hotellet ligger tæt på en metrostation. Palm Gallery Hotel ligger i en historisk villa med frodige palmetræer og er en oase væk fra al stress og jag i Roms centrum.
Prati er et roligt og elegant kvarter, der ligger på den anden side af Tiberen og tæt på Vatikanstaten. Vinduesshop på Via Cola di Rienzo, en eksklusiv shoppinggade uden de samme menneskemængder som på Via del Corso, og udforsk de mange restauranter i området. Hotellet NH Collection Roma Giustiniano er bare fem minutters gang fra Vatikanet. Familieværelserne har terrasse, og hotellet tilbyder børnepasning, hvis det skulle blive nødvendigt. Få et glimt af Peterskirken fra dit vindue på A Picture of Rome. Denne luksuriøse bed-and-breakfast til en overkommelig pris ligger i et palads fra det 18. århundrede.
De bedste familievenlige restauranter i Rom
Et af de mest børnevenlige aspekter ved Rom er maden. Du kan ikke gå galt i byen med pizza, pasta og gelato, som du finder over hele Rom. Men efter vores mening er de bedste familievenlige restauranter i Rom dem, der kan holde de små underholdt, så du kan nyde din mad i fred.
Snup en bid mad på Vivi Bistrot, der ligger i en gammel lade i naturskønne Villa Doria Pamphili, hvor dine børn kan gå på opdagelse blandt velplejede hække og detaljerede statuer. Hvis I kigger forbi Campo de' Fiori-markedet, er det værd at tage en smut til Ai Balestrari, en traditionel pizzarestaurant med papirduge, der må tegnes på. Tonnarello er en fantastisk restaurant i hjertet af Trastevere, der serverer kvalitetsretter, som er håndlavet fra bunden, og hvor du får fremragende service.
Lidt til den søde tand er et stort hit hos børn. Efter en dag, hvor I har tilbragt meget tid på fødderne, kan du belønne dem med en iskold vaffel fra Gelateria Il Dolce Sorriso eller Gelateria Valentino – begge sælger lækker gelato til fantastiske priser.
Børnevenlige aktiviteter i Rom
1. Bliv gladiator for en dag
For tusinder af år siden samledes romerne i byens Colosseum for at se spændende kampe mellem mænd og dyr. Få en medrivende oplevelse med denne spring køen over-tur med særlig adgang, der starter ved Gladiator Gate og fortsætter ind i selve arenaen.
Bagefter kan I tage til den nærliggende gladiatorskole for at lære, hvordan man bliver gladiator. Børnene vil elske at prøve traditionelt gladiatortøj, mens de lærer de grundlæggende elementer i sværdkamp. Denne interaktive oplevelse er et sikkert hit for børn fra seks år – de yngre kan nyde atmosfæren fra sikker afstand på udsigtsplatformen.
2. Udforsk et børnemuseum
Underhold dine rastløse børn på en regnvejrsdag ved at besøge Roms børnemuseer. Explora – Il Museo Dei Bambini er et interaktivt museum, der er designet til børn i alle aldre, og som vil stimulere dine små børns nysgerrighed for videnskab, miljø og samfund. Welcome to Rome er en familievenlig multimedieoplevelse. Med hologrammer, projektioner og interaktive udstillinger vil dine børn være vilde med denne medrivende læringsrejse gennem Roms 2.700 år lange historie.
3. Find modet frem i Roms krypter og katakomber
Familier med teenagere eller børn med nerver af stål må ikke gå glip af Roms mørke side. Den ældgamle vej, Via Appia Antica, kan virke fredfyldt på overfladen, men på denne rundtur til fods får I mere at vide om byens fascinerende, hårrejsende historie. Undervejs får I mulighed for at udforske de hellige katakomber, Santa Maria della Concezione dei Cappuccini. Og hvis det ikke var uhyggeligt nok, er det sidste stop på turen Kapucinerkrypten, også kendt som "Knoglekapellet".
4. Tag på et madlavningskursus
Hvis du er træt af at bestille pizzaer derhjemme, så benyt chancen for at lære, hvordan du laver din egen autentiske napolitanske pizza og pasta. Dette kursus giver masser af én-til-én-interaktion, der vil forvandle dig til pizzamaestro – en uvurderlig souvenir, der holder hele livet.
Inspirer dine børn til at blive romerske mesterkokke med dette madlavningskursus, hvor I bliver vejledt i at lave pasta, ravioli og tiramisu fra bunden. Det bedste af det hele er, at du ikke engang behøver at rydde op efter ungerne – når I er færdige med at lave mad, kan I gå direkte ud på terrassen for at nyde resultatet af jeres arbejde.
5. Besøg en gammel ruin, hvor der bor herreløse katte
Tag børnene med for at se, om de kan få øje på de pelsklædte "ejere" af Largo di Torre Argentina. Disse omfattende ruiner, hvor Brutus som bekendt slog Julius Cæsar ihjel, huser nu Torre Argentina-kattereservatet. Her kan I se herreløse katte, der vandrer rundt og leder efter et skyggefuldt sted at tage sig en lur. Når I er færdige med at gå tur i ruinerne, kan I gå under jorden til reservatets indendørs internat, hvor I kan hilse på de mere venlige katte og høre om redningsaktioner.
6. Nyd et lille stykke af landet i byen ved Villa Borghese
De store haver omkring Villa Borghese er ideelle til en udendørs udflugt. Ro en båd på den maleriske sø, eller hop på en cykelrundtur for at beundre statuer og springvand, herunder de storslåede marmorheste, der springer ud af Fontana dei Cavalli Marini. Hvis du vil interagere med rigtige dyr, kan du besøge Bioparco di Roma, en lille zoologisk have, der ligger i parken.
7. Zoom rundt i byen i en Vespa-sidevogn
En Vespa-tur er en effektiv og spændende måde at se Roms seværdigheder på. Du kan krydse vartegn af som f.eks. Den spanske trappe, Trevi-fontænen, Peterspladsenog Pantheon i løbet af en halv dag, og dine børn vil elske at vinke til forbipasserende, mens I snor jer gennem byens gyder. Hvis I er til en mere kølig tur, er der også en nattur, hvor I kan tage en gelatopause undervejs.