Alle artikler Én perfekt dag i Napoli

Én perfekt dag i Napoli

Mark Sullivan
Af Mark Sullivan14. nov. 2023 6 minutters læsning
Udsigt over Napoli ved solnedgang
Billede: FilippoBacci/Getty Images

Mange byer rundt om i verden er kendt for en bestemt type kogekunst, men Napoli er berømt for én bestemt hofret: Napolitansk pizza. Hemmeligheden er langtidsgæret dej, mozzarella fremstillet af mælk fra køer (eller bøfler), der er opdrættet i regionen, og San Marzano-tomater, der dyrkes i den vulkanske jord omkring Vesuv. Derfor er pizza i "napolitansk stil", der laves andetsteds, blot en bleg efterligning.

Du kunne tilbringe en hel dag med at prøvesame pizzaer (eller endda lære at bage dem selv), men der er mange andre grunde til at besøge Napoli. Byens historie strækker sig 2.800 år tilbage i tiden, sp her kan du se alt fra middelalderslotte til skinnende skyskrabere. Kirkerne her er muligvis ikke de største eller mest imponerende, men de er blandt landets smukkeste. Vi har hørt alt dette direkte fra Tripadvisors læsere, og vi har indarbejdet deres anmeldelser og vurderinger herunder.


MORGEN: Tag en spadseretur gennem århundrederne

Kvinde, der går i korridorerne på Santa Chiara-klosteret i Napoli
Santa Chiara-klosteret
Billede: Ben Pipe Photography/Getty Images

Start din morgen på Museo Archeologico Nazionale di Napoli, som er det klart bedste af de snesevis af museer, der ligger spredt rundt omkring i Napoli. Her udstilles de detaljerige klinkegulve og mange andre skatte, der blev gravet frem ved Pompeji og Herculaneum – de byer, der blev begravet ved Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr. (Meget af det, du ser på museerne på disse arkæologiske steder, er kopier). En Drop-Køen-billet er et must for den, der vil bruge mindre tid på at vente og mere tid på at udforske de græske og romerske antikviteter.

Gå 12 minutter sydpå – stop undervejs for at drikke en kop kaffe på Intra Moenia – til Piazza del Gesù Nuovo, et brostensbelagt torv omgivet af nogle af byens smukkeste kapeller. I torvets nordlige kant ligger Chiesa del Gesù Nuovo, et overdådigt barokmesterværk i en by, der ellers hælder mod en streng romansk stil. Rundt om hjørnet ligger Complesso Monumentale di Santa Chiara, en enorm klynge af gotiske bygninger, som uden tvivl lever op til sit storslåede navn. Sørg for at tage et kig på klosteret, det mest stille sted i et af Napolis travleste kvarterer.

Snup et lækkert stykke wienerbrød på Scaturchio, og gå derefter et par gader længere mod øst til Museo Cappella Sansevero. Denne sirligt udsmykkede kirke, der stammer fra slutningen af 1400-tallet, er hjemsted for den berømte statue af den tilslørede Kristus. Det er svært at tro, at billedhuggeren Giuseppe Sanmartino har skabt dette mesterværk af én enkelt blok skinnende, hvid marmor.

TURE I CENTRO STORICO

  • Centro Storico en labyrint af smalle gader i Napoli. Hvis du skræmmes af tanken om at navigere rundt i labyrinten på egen hånd, kan du booke et Best of Naples-tur, der omfatter alle seværdigheder i og omkring Piazza del Gesù Nuovo. Gåturen omfatter også adgang til Museo Cappella Sansevero.
  • Hvis du har begrænset med tid, kan det føles som om, at det tager en evighed at komme fra ét sted til et andet. Derfor er den guidede cykeltur i Napoli ganske enkelt genial. Du kan nå mere end på en vandretur uden at give afkald på byens visuelle og auditive indtryk.
  • Et lille tip: Book ikke Naples Street Food Tour umiddelbart efter frokost. Her gøres der stop på en masse spisesteder, hvor I smager så mange lokale retter, at en tom mave er at foretrække.

Det siger de rejsende: "Napoli er virkelig enestående. Det er noget 100 % anderledes end Rom, Venedig og Firenze, da det er råt og ægte. Napoli har ikke et Colosseum eller en Canal Grande, men det har til gengæld den ægte napolitanske kultur og livsstil. Når man går på gaderne i den gamle bydel, føler man sig som en lokal, når scooterne suser forbi dig, og duften af pizza fylder de smalle gader". – @Tom J

EFTERMIDDAG: Pizzaer, pladser og paladser

Brændeovnsbagte pizzaer på Palazzo Petrucci Pizzeria i Napoli
Palazzo Petrucci Pizzeria
Billede: Management/Tripadvisor

På nuværende tidspunkt spekulerer du sikkert på, hvornår vi kommer til pizzaen. Bare rolig, der ligger en række pizzeriaer et par gader nordpå langs Via dei Tribunali. Vælg selv – de bedste spises stående – eller gå direkte til Pizzeria Donna Sofia ai Tribunali. Navnet er muligvis noget af en mundfuld, men det er ingenting i forhold til det måltid, du inden længe får serveret. De brændeovnsbagte pizzaer er perfekt tilberedt, og prisen er særdeles rimelig.

Endnu tættere på finder du Palazzo Petrucci Pizzeria, et lokalt vartegn på det travle torv af samme navn. Dette er en søsterrestaurant til Michelin-restauranten Palazzo Petrucci, så pizzaerne, der serveres her, er kokkens kreative twist på klassikerne. Spisestuen er enkel og elegant, men sats på tagterrassen, hvor du kan nyde udsigten over torvet fra parasollernes skygge.

Tag en spadseretur gennem Napoli Centro Storico (det historiske centrum) mod havnefronten. Undervejs kan du stoppe for at tage et billede på Castel Nuovo, en imponerende fæstning, der blev bygget i det 13. århundrede. Det, der ligner en katedral, som forsøger at smyge sig mellem to tårne, er en fire etager høj indgang, der krones af ærkeenglen Mikael, der blæser i sit horn. Sammenlagt gør det alt sammen facaden til et underligt sammensurium af arkitektoniske stilarter. Book på forhånd for at få gratis billetter til at se interiøret, herunder det storslåede kapel fra det 16. århundrede og dets guldbelagte alter.

Byggeriet af Palazzo Reale blev påbegyndt i 1600 for kong Phillip III i tilfælde af, at han skulle finde på at besøge Napoli – det gjorde han imidlertid aldrig. I det 18. århundrede undergik det en komplet renovering forestået af familien Bourbon. For enden af den storslåede trappe ligger kongens og dronningens overdådige audienssal. Dengang forholdt det sig sådan, at jo vigtigere man var, desto tættere kom man på selve tronsalen. Det er lidt ironisk, at kongeslottet ligger på Piazza del Plebiscito, som omtrent kan oversættes til "Folkets plads".

AFTEN: En gåtur langs havnefronten

Castel dell'Ovo, Napoli ved solnedgang
Castel dell'Ovo
Billede: florin1961/Getty Images

Castel dell'Ovo dominerer kysten på en halvø, der rager ud i Napolibugten. Det har i løbet af de seneste mange år haft lukket med mellemrum grundet renovering, så du bør nok være indstillet på at ikke kunne kigge indenfor. Men det gør ikke noget, for den mest iøjnefaldende del af slottet er den smukke stenfacade – særligt ved solnedgang.

Herfra kan du slutte dig til de lokale på deres daglige (eller snarere "natlige") passeggiata langs strandpromenaden, Lungomare Caracciolo. Det er et af de smukkeste steder at nyde Napolis seværdigheder fra, især på klare dage, hvor Vesuv kan anes i det fjerne. Fiskerbåde, der skvulper op og ned på vandet, bidrager til det charmerende indtryk.

Hvis du ikke har fået nok af napolitansk pizza, anbefaler vi Impasto 55, som ligger hengemt lige ved Lungomare Caracciolo. Pizzaer med sprøde kanter er toppet med uventede ingredienser, såsom aubergine- eller squashblomster. Spisestuen er skøn, men sats på et bord på terrassen. Vil du lære lidt om regionens vine? Gå direkte til Michelasso. Vinkælderen, der ligger i en dramatisk buegang, imponerer dig, allerede før du overhovedet har taget en slurk. Vinsmagningsmenuerne, der fokuserer på jorden eller havet, er uden tvivl det bedste valg her. Komplimenter gerne kokken – han vil sandsynligvis kigge forbi dit bord for at høre, hvad du syntes om maden.

Værdige omveje undervejs

Godt at vide, inden du rejser


Marts til maj og september til oktober er ideelle tidspunkter at besøge Napoli på, da temperaturerne er milde og luftfugtigheden til at håndtere. Man kan ofte regne med solskinsvejr, så det er et godt tidspunkt at slentre rundt i byen.



Museer og gallerier holder lukket mindst én dag om ugen, normalt om tirsdagen.



I Napoli holder restauranter normalt åbent til frokost indtil midt på eftermiddagen, hvorefter de lukker indtil omkring kl. 19 eller 19.30, hvorefter de holder åbent til sent. Undtagelserne er spisesteder, der hovedsageligt henvender sig til turister, som normalt ikke lukker ved middagstid. Mange butikker lukker et par timer omkring frokosttid.



Centro Storico: Ikke langt fra Complesso Monumentale di Santa Chiara og andre museer i Centro Storico finder du Decumani Hotel du Charme. Hotellet har til huse i et palazzo fra det 17. århundrede, der engang tilhørte ærkebiskoppen af Napoli. Gæsterne er begejstrede for morgenmaden, som serveres i en blændende salon, der er udsmykket med bladguld fra gulv til loft. Det moderne og smagfulde Dimora Duomo får ligeledes begejstrede anmeldelser.

Longomare Caracciolo: Udsigten over Napolibugten er en af seværdighederne på det yderst vellidte hotel Dormire a Napoli. Hver eneste suite på dette boutique-hotel er udstyret med boblebad og andre spa-inspirerede faciliteter. Hotellet ligger tæt på Longomare Caracciolo, hvor de lokale går spadsereture om aftenen.



Offentlig transport: I Napoli er det offentlige transportsystem totalt forvirrende for nybegyndere. Den gode nyhed er, at nybegyndere næppe behøver navigere størstedelen af det komplicerede system med busser, sporvogne, kabelbaner og undergrundsbaner. Metroens linje 1, der svinger forbi Centro Storico, er den mest nyttige for rejsende.

Med taxa: Uber og Lyft har gjort nogle indhug i Napoli, men er endnu ikke bredt tilgængelige. Det betyder, at traditionelle taxaer er vejen frem, selvom der slet ikke er nok af dem på gaderne. Regeringen arbejder på at udstede flere taxabevillinger til chauffører.

Transport til og fra lufthavnen: Lige uden for ankomstterminalen i Naples-Capodichino International Airport afgår der busser til det centrale Napoli. Taxaer er en anden mulighed, selvom de lokale klager over, at køerne er for lange. Den bedste mulighed er nok en bilservice, såsom den populære Naples Private Taxi.