Guide til Barcelona for rejsende, der har været der før
Oplev mere ud over Gaudí og La Boqueria.


Din første rejse til Barcelona omfattede sandsynligvis rigelige mængder enestående Gaudí-bygninger, en dukkert eller to i Middelhavet og masser af paella. Men der er så meget mere at opleve i Cataloniens kompakte hovedstad. På dit andet besøg kan du bruge nedenstående guide til at føle dig lidt mere som en lokal og lidt mindre som en "guiri", mens du udforsker.
Du har set Gaudís største hits – nu er det tid til at se Domènech i Montaners designs

Antoni Gaudís værker, som f.eks. Sagrada Família og Park Güell, er synonyme med Barcelona, men han var blot én af de mange modernistiske arkitekter, der arbejdede i byen i slutningen af det 19. århundrede. Et andet navn, du bør kende, er Lluís Domènech i Montaner. Se hans Candy Land-lignende Sant Pau Recinte Modernista, et tidligere hospital, der blev omdannet til museum og kulturcenter, samt Palau de la Música Catalana, et "musikpalads", hvor du kan opleve klassisk musik, opera, spansk guitar og flamencooptræden afhængigt af aftenen.
Du har slentret ned ad den ikoniske Rambla – nu er det tid til at se La Rambla del Poblenou
Ordet rambla betyder "en meget bred gade" eller promenade, og Barcelona har mange af dem ud over selve den centrale La Rambla. På dit andet besøg i byen kan du i stedet tage til La Rambla del Poblenou, der er et godt sted at gå tur og kigge på mennesker, især omkring kl. 18-19, når byen vækkes til live med klapvogne, pensionistscootere og lokale, der slapper af på bænke og terrasser. Gaden har sit udgangspunkt ved Avenida Diagonal tæt på Glòries-shoppingcenteret og når næsten helt ud til kysten. Undervejs kan du gøre holdt for at smage på ost og charcuterie hos Can Recasens, en croissant ved Boulangerie Mayer, lækre tapas og vermut hos El 58 eller cocktails på Blu Bar.
Du har besøgt Museu Picasso – nu et det tid til at udforske Fundació Joan Miró

I Parc de Montjüic ligger Fundació Joan Miró, som blev stiftet i 1975 af kunstneren selv som et center for Miró-stipendier og samtidskunst. Til at begynde med fyldte han stedet op med værker fra sin private samling, men nu er en bred vifte af kunstnere fra det 20. og 21. århundrede repræsenteret – fra Max Ernst og Marcel Duchamp til Pipilotti Rist og Roni Horn. Se deres værker og de berømte Miró-malerier som "Morning Star" og "The Gold of the Azure", og nyd derefter den smukke udsigt over byen fra museet. Der er også et udvalg af events på programmet, fra koncerter og filmvisning til yogaundervisning og familievenlige aktiviteter såsom kunstværksteder og interaktive ture.
Du har trodset menneskemængderne på Mercat de la Boqueria – nu er det tid til at shoppe i fred og ro på Mercat del Ninot
Du møder ikke mange andre turister på Mercat del Ninot, selvom det ligger centralt i Eixample-kvarteret. Markedet er en lokal favorit med sine 42 fødevarebutikker, der sælger alt fra frisk fisk og frugt til nødder og oliven, samt de 14 restaurantboder, hvor du kan nyde tortillasandwich, fisk- og skaldyrstapas og meget mere. Det er bedst at komme omkring middagstid fra 11.00 til 13.30, før mange af stederne holder lukket i forbindelse med frokostpausen.
Et Tripadvisor-medlem har sagt følgende om Mercat del Ninot:
Du har frekventeret butikkerne på Passeig de Gràcia – nu er det tid til at shoppe lokalt i det omkringliggende kvarter
I den øverste ende af Passeig de Gràcia ligger kvarteret Gràcia, som er kendt for sine gågader med uafhængige butikker, gallerier og arthouse-teatre. Her kan du shoppe efter flere unikke souvenirs, såsom fairtrade-tøj og -tilbehør ved Olokuti og håndtrykte tekstiler hos Antoniona, begge beliggende på Carrer d'Astúries. Du kan også besøge Velvet BCN, der sælger klimavenligt denim, Farmers Veggies Butchers, der har vegansk charcuterie, og Taifa Libres, som gør sig i både gamle og nye bøger – alt sammen på Carrer de Verdi.
Du har solbadet på Barceloneta – nu er det tid til at prøve strandene uden for bygrænsen

Barcelonas strande, som Barceloneta og Bogatell, er ganske bekvemme og dermed også ganske overrendte. Den gode nyhed er, at med et metrokort med én zone kan du nå frem til flere andre sandstrande på under en time. Tag nordpå til Badalona for at slentre på strandpromenaden eller sydpå til Castelldefels, hvor du finder brede strande, der måske kan minde om det sydlige Californien. Hvis du er til eventyr, kan du tage endnu længere sydpå til den maleriske by Sitges, der er hjemsted for 19 forskellige strande samt en strandpromenade omgivet af palæer og en gammel bydel fyldt med livlige restauranter, barer og butikker.
Du har nydt spanske vine – nu er det tid til en traditionel vermut
Spring over sangriaen på denne tur (den er alligevel ikke særlig catalansk), og prøv i stedet vermut, eller vermouth. Ligesom vin fås den i røde og hvide varianter og serveres typisk i et lille glas med en appelsinskive, en oliven og en flaske kulsyreholdigt vand (en sifón), som du kan bruge til at toppe din drink op med. Lokalbefolkningen drikker typisk en vermouth (fer un vermut) i weekenden lige før frokost sammen med oliven, kartoffelchips og fisk på dåse, men der er ingen skam i at bestille en, når solen er gået ned. Prøv det på Bar Calders i Sant Antoni, der byder på både husets vermouth og yndlingsmærker som Vermut de Falset. Der ligger også andre gode vermouthbarer i nærheden, som f.eks Sortidors del Parlament.
En rejsende har sagt følgende om Sortidors del Parlament:
Du har set udsigten fra Park Güell – nu er det tid til at nyde udsigten fra Montserrat

Hvis du får lyst til åben himmel, så kom uden for byen til de smukke omgivelser ved Montserrat. Letbanetoget afgår hver time fra Plaça Espanya og sætter dig af ved foden af bjerget allerede én time senere. Herfra kan du tage kabelbaneturen på 15 minutter til toppen, hvor du kan besøge klosteret Abadia de Montserrat (hjemsted for Cataloniens berømte statue "den sorte madonna") eller vandre ad de velplejede stier. Sørg for at holde pauser og nyde den imponerende panoramaudsigt over det catalanske landskab.