Alle artikler Paris for gourmeter: en 3-dages rejseplan til ethvert budget

Paris for gourmeter: en 3-dages rejseplan til ethvert budget

Folk, der spiser brunch på caféen Shakespeare and Company
Billede: Tabitha Turner / Unsplash
Gina Dellios
Af Gina Dellios22. nov. 2022 5 minutters læsning

Den mangeartede restaurantkultur i Paris giver grobund for en madscene, der helt sikkert vil imponere selv den mest eventyrlystne gæst. Vi har sammensat denne 3-dages rejseplan for gourmeter i Paris med en kombination af gastronomiske perler til ethvert budget.

Tre dage i Paris giver dig tid til at prøve forskellige køkkener i forskellige kvarterer. Jo længere tid du bliver, jo mere forskelligt kan du naturligvis nå at smage på. Og selv hvis du kun har én dag i Paris, kan du stadig bruge denne rejseplan til at finde et sted, som du vil elske. Da mange restauranter holder lukket om mandagen, er det ideelt at planlægge din rejse til sidste halvdel af ugen – måske fredag til søndag – hvor du nemt kan finde livlige madmarkeder.

Her kan du overnatte i Paris

Det 9. arrondissement er et rigtig godt udgangspunkt til et gourmeteventyr. Blandt hoteller med god beliggenhed i området kan vi nævneHôtel Le Ballu, Maison Mère og Chouchou Hotel. Marais er også ideel med masser af hoteller tæt på populære restauranter og bistroer. Se de utroligt stilfulde Hôtel du Petit Moulin, Hotel Bastille Speria, Hotel Jules & Jim og Little Palace Hotel. I det 7. arrondissement ligger der også værdige hoteller, tæt på populære spisesteder, herunder Hotel La Comtesse, Relais 12bis B&B og Hotel Duc de Saint Simon.

Dag 1: Opéra og Lille Tokyo

En fransk ret fra restaurant Le Potager de Charlotte i Paris
En fransk ret fra restaurant Le Potager de Charlotte i Paris
Billede: Le Potager de Charlotte / Tripadvisor

Det 9. arrondissement, også kendt som Opéra-kvarteret, symboliserer 1900-tallets Belle Epoque og er både sofistikeret og bohemeagtigt med en bred vifte af gourmetoplevelser. Start dagen på Kozy Kanopé, som serverer sød og krydret brunch hele ugen.

Vegetariske og veganske restauranter har helt sikkert momentum i Paris. Le Potager de Charlotte, som er etableret af to brødre, fokuserer på friske og lokale råvarer. Macéo er en gourmetrestaurant med et omfattende menukort.

Barområdet på Lulu White i Paris
Billede: Lulu White / Tripadvisor

I det 9. arrondissement ligger det trendy South Pigalle eller SoPi. Her kan du smage de seneste små anretninger fra Buvette og tage på cocktailbarer som Lulu White, Dirty Dick og den sofistikerede Le Carmen med fresker og højt til loftet.

Lige så imponerende er Rue des Martyrs – en gade, der er et paradis for gourmeter, med mange caféer, boulangeries, chokoladebutikker og parisiske bistroer. Det er også værd at opleve Maison Arnaud Delmontel, Sébastien Gaudard, Meringaie Martyrs, Fou de Patisserie, Rose-bageriet (vegetarisk) og Impronta (vegetarisk og vegansk).

Seværdigheder i Opéra-kvarteret, du ikke må gå glip af:

I nærheden af Louvre ligger Paris' Lille Tokyo på Rue Sainte-Anne. Det er her, at byens japanske restauranter, bagerier og købmandsforretninger sælger specialiteter som udon, soba, ramen, sushi og okonomiyaki. Mange af de japanske restauranter her byder på noget af det lækreste og mest autentiske ramen, der findes. Blandt de bemærkelsesværdige restauranter kan vi nævne Hakata Choten, Kodawari Ramen, Naritake Ramen og Kintaro.

Rejsetip: De fleste af stederne har kø hele vejen ud på gaden, så kom i god tid. Lille Tokyo er det perfekte frokoststed i Paris, hvis du skal overholde et budget.

Dag 2: Le Marais og Passy

Chez Alain Miam Miam-sandwich i Paris
Chez Alain Miam Miam i Paris
Billede: Chez Alain Miam Miam / Tripadvisor

Det ultrahippe Le Marais, som ligger i 3. og 4. arrondissement, skuffer ikke, og La Caféothèque er ingen undtagelse. Caféen styrer kaffescenen i Paris og køber bønner hjem fra hele verden. En anden café og konceptbutik, der er værd at besøge – ikke kun for kaffen, men også kagerne – er Broken Arm, hvor der serveres forskellige typer aromatisk bryg, hjemmebagt kage, sandwich, salat og suppe.

Gå en tur rundt og se de historiske steder og butikker, caféer og boghandler i de charmerende gader i Le Marais, der også er hjemsted for Place des Vosges, Hôtel de Sully, Maison de Victor Hugo, Église Saint-Paul Saint-Louis og Village Saint-Paul.

Alain Miam Miam er en institution i Paris, hvor Alain Roussel laver XXL-sandwicher med eksklusive ingredienser. Spis frokost ved denne ikoniske madbod, der ligger i Marché des Enfants-Rouge, Paris' ældste madmarked fyldt med livlige madboder.

Song Heng, der er en populær vietnamesisk restaurant, serverer store portioner pho og andre traditionelle supper, som tiltrækker faste kunder fra nær og fjern. Man kan også få en rigtig hæderlig frokost på f.eks. Le Loir dans la Théière, Les Foodies og Grand Coeur.

Rejsetip: Deltag i en guidet rundvisning til fods i Le Marais for at finde områdets specialforretninger, der sælger god vin, ost, macarons og meget mere. Denne tur bliver hurtigt udsolgt, så book i god tid.

Forlad Le Marais, og besøg det chikke 16. arrondissement, hvor de udenlandske ambassader og de berømte museer ligger, bl.a Fondation Louis Vuitton, Palais de Tokyo, der udstiller samtidskunst, og Maison de Balzac,, hvor den berømte forfatter engang boede. Find det overdækkede Passy-marked, som er et paradis med alle de friske råvarer og delikatesser, Paris har at byde på (markedet holder lukket om mandagen).

Passy har også masser af trendy restauranter. Nyd en dejlig middag på Michelin-restauranten Comice, som byder på let og moderne fransk cuisine. Hvis du har blikket stift rettet mod en VIP-oplevelse, skal du ikke lede længere end Girafe, som er en fisk- og skaldyrsrestaurant i 1930'er-stil med udsigt til Eiffeltårnet.

Dag 3: 7. og 2. arrondissement

Bagværk fra Maison Pradier
Billede: Maison Pradier / Tripadvisor

Det 7. arrondissement er et fodgængervenligt kvarter i Paris, hvor du finder selveste Eiffeltårnet. Tag med på en guidet tur op i Eiffeltårnet, eller køb billetter, hvor du kan springe køen over, og nyd den enestående udsigt fra toppen. Gå ikke glip af Maison Pradier, hvor du kan smage nogle af de bedste croissanter. Butikken, der minder lidt om en delikatesseforretning, er ideel til morgenmad og har eksisteret siden 1859. Den er berømt for sine hjemmebagte kager. En uforglemmelig morgenmad bestående af brioche med rosiner, sukker eller mørk chokolade på Aux Merveilleux de Fred ligger også inden for rækkevidde.

Rejsetip: Lær at lave de ikoniske franske croissanter og pain au chocolat på dette bagekursus midt i Paris. Nyd dine friskbagte lækkerier på vej videre til Louvre eller Musée d'Orsay, som ligger få minutter derfra.

Vesper er en ny restaurant, der ryster posen i restaurantmiljøet i det 7. arrondissement og kombinerer japanske og sydamerikanske smagsoplevelser i elegante omgivelser. Hvis du vil have fransk mad med et twist, så prøv Kult, der ligger på Pavillon Faubourg Saint-Germain Hotel.

Seværdigheder i det 7. arrondissement, du ikke må gå glip af:

Dessert på Pizzeria Popolare
Interiøret i Pizzeria Popolare
Billede: Pizzeria Popolare / Tripadvisor

The Big Mamma Group blev startet af to franskmænd med en fælles forkærlighed for italiensk mad, og her disker de op med autentiske italienske favoritter. De har syv restauranter, og Pizzeria Popolare ligger lige på den anden side af Seinen i det 2. arrondissement. Ellers kan du prøve La Fontaine Gaillon, hvor fransk mad med marokkansk og italiensk islæt er højdepunktet.

Afslut aftenen med noget spektakulært som en sejltur på Seinen. Nyd din aftensmad og et glas champagne, mens du flyder forbi Eiffeltårnet, Louvre og andre parisiske vartegn.

Er du klar til at begynde at planlægge din rejse til Paris? Lav din egen rejseplan for Paris med vores rejseplanlægningsværktøj – Start med alle de bedste steder på denne liste, og tilføj selv andre.

Er du klar til at begynde at planlægge din rejse til Paris?

Ture i Paris