Alle artikler 17 magiske julemarkeder i Europa

17 magiske julemarkeder i Europa

Julemarked i Brugge i Belgien
Billede: Poike / Getty Images
Xun-Lin Wong
Af Xun-Lin Wong31. okt. 2022 8 minutters læsning

Det er den tid på året, hvor vi har brug for lidt julemagi (og en masse glimmer). Heldigvis er vores yndlingsjulemarkeder i Europa tilbage i år. Der findes mange måder at deltage i alt det sjove på – uanset om du spiser bratwurst-pølser og drikker gløgg på et traditionelt marked i Tyskland eller går ombord på en rutsjebane i Winter Wonderland i London.

Vi fortæller om 17 af de bedste julemarkeder i Europa … så fortsæt læsningen, find din favorit, og lad festlighederne begynde.

Bemærk: Oplysningerne i denne artikel er nøjagtige på udgivelsestidspunktet. Se de officielle websites for at få den mest opdaterede information.

Bedste julemarkeder i Tyskland

1. Christkindlesmarkt, Nürnberg

Christkindlesmark
Billede: Nürnberg / Nuremberg Travel

Hvornår: 25. november til 24. december 2022

Julemarkedet i Nürnberg har eksisteret siden 1500-tallet og anses for at være et af de ældste (og et af de bedste) julemarkeder i Tyskland. Markedet i år er tilbage på Hauptmarkt, og du kan se frem til den berømte åbningsceremoni, Nürnberg bratwurst-pølser og Christkind-englen med det lyse hår. Få den fulde Christkindlesmarkt-oplevelse (med mere) på denne julemarkedstur fra München.

”Vi besøgte julemarkedet i Nürnberg i 2018 og 2019, og begge besøg var vidunderlige. Synsindtrykkene, lydene og duftene løfter humøret. Drik noget traditionelt glühwein, nyd tre pølser i et brød, og gå rundt og oplev atmosfæren på Christkindlesmarkt.” – John McCormack

2. Julemarked ved Kölner Dom, Köln

Julemarked ved Kölner Dom, Köln
Billede: Gary Yeowell / Getty Images

Hvornår: 21. november til 23. december 2022

Weihnachtsmarkt am Dom (bogstaveligt talt: julemarkedet ved katedralen) har den gotiske katedral Kölner Dom som kulisse. Det bør være et af dine første stop på din valfart til julemarkedet i Köln. Start dagen med en rundvisning i katedralbyen, og oplev den festlige belysning om aftenen, mens du nipper til et glas glühwein og udforsker boderne på dette hyggelige marked.

3. Julemarked i Düsseldorf, Düsseldorf

En karrusel på Handwerker-Markt ved julemarkedet i Düsseldorf
Billede: Peeradon Warithkorasuth / Getty Images

Hvornår: 17. november til 30. december 2022

Der er syv hovedmarkeder i centrum af Düsseldorf, som hver især byder på noget forskelligt. Du kan falde i svime over de smukt udformede honningkagehuse ved Altstadt-Markt, de charmerende røde hytter ved Handwerker-Markt eller de fortryllende eventyr og LED-lys ved Schadow-Markt. Undgå at gå glip af noget ved hjælp af denne guidede rundvisning på julemarkederne i Düsseldorf.

Bedste julemarkeder i Frankrig

4. Christkindelsmärik, Strasbourg

Christkindelsmärik-julemarked i Strasbourg i Frankrig
Billede: Adrian Hancu / Getty Images

Hvornår: 25. november til 24. december 2022

Den festlige stemning og dekorationerne i Strasbourg er stort set uforlignelige, og byen betegnes med rette som ”julens hovedstad”. Christkindelsmärik på Place Broglie er en historisk begivenhed i området, der er elsket for kombinationen af lækker mad og traditionsrig stemning. Gå ikke glip af muligheden for at udforske andre unikke julemarkeder i Strasbourg på en gåtur fra det majestætiske marked på Place de la Cathédrale til de mere utraditionelle og kunstneriske markeder, der sælger håndlavede Alsace-vinglas og lokale delikatesser.

”Der er en grund til, at Strasbourg er julens hovedstad. Kulissen omkring dette særlige marked kan ikke sammenlignes med noget andet. Det ligger lige ved katedralen med masser af kunst- og madsælgere, og der er en karrusel. Der er lys overalt. Det er virkelig magisk.” – Carmen C

5. Julemarkeder i Colmar, Colmar

Julemarked i Colmar i Frankrig
Billede: serts / Getty Images

Hvornår: 24. november til 29. december 2022

Hvis du er i Strasbourg, så bør du besøge julemarkederne i Colmar, der ligger i kort afstand derfra. Colmar er fuldstændig gennemført med sine festlige dekorationer, ligesom resten af Alsace, som vækkes til live med klare, tindrende lys på denne tid af året. Selvom de er små, er alle seks markeder omgivet af maleriske træhuse, flotte dekorationer langs kanalen og spøjse hvide juletræer, der er spredt ud over hele byen. Udforsk dem alle på denne julemarkedstur i Colmar, og slut aftenen af med vinsmagning i en vinhule.

”Julemarkederne var hyggelige. Man skal selv opleve alle de små byer, før man tror på det – de var så eventyrlige.” – shar0nseym0ur

6. Julemarkedet i Reims, Reims

Julemarkedet ved katedralen Notre-Dame de Reims i Frankrig
Billede: Reims Tourisme

Hvornår: 1. december til 31. december 2022

Katedralen Notre-Dame de Reims er kulissen for julemarkederne i Reims med over 140 boder på pladsen, der er fyldt med kunsthåndværk og gourmetspecialiteter på seks forskellige markeder. Og ved du, hvad det bedste af det hele er? Du kan nyde et glas bobler på det store pariserhjul, mens du lader dig overvælde af udsigten over den oplyste plads fra oven med julesangernes melodiske stemmer i baggrunden.

Bedste julemarkeder i Storbritannien

7. Winter Wonderland i Hyde Park, London

Winter Wonderland-julemarkedet i Hyde Park i London
Billede: Ray / Tripadvisor

Hvornår: 18. november 2022 til 2. januar 2023

Hvis du kun kan besøge ét julemarked i år, så skal du vælge det spektakulære julemarked Winter Wonderland i Hyde Park. Slut året af med stil med tonsvis af forlystelser, et kæmpestort pariserhjul, en udendørs skøjtebane, isskulpturer, forestillinger, barer … og har vi nævnt, at der er over 100 julemarkedsboder? Billetter skal forudbestilles, så besøg Winter Wonderlands website for at reservere din billet. Hvis du vælger ikke at gøre det, er der altid denne stille diskojulefesttur i London.

”Jeg har været her de sidste 5 år, og det skuffer aldrig. De stemningsfulde dufte af pølser, gløgg og donuts giver bare en god oplevelse.” – Roxy4521

8. Jul i Edinburgh, Skotland

Julemarked i Edingburgh i Skotland
Billede: Travelpix Ltd / Getty Images

Hvornår: 25. november 2022 til 3. januar 2023

julemarkedet i Edinburgh kan du opleve et alsidigt udvalg af boder, der sælger festmad og nipsgenstande, et pariserhjul og en dobbelt karrusel og den længe ventede relancering af byens udendørs skøjtebane. Og tag dig tid til at udforske resten af Edinburgh på denne bustur, hvor du kan hoppe af og på efter behag.

”Sikke et smukt syn, det var! Jeg var der lige før solnedgang og følte mig som et barn igen, da jeg så lysene blive tændt, mens mørket faldt på. Det store udvalg af mad smagte fantastisk og så vidunderligt ud.” – Ilze P

9. Julemarked i Manchester, Manchester

Julemarked i Manchester i Storbritannien
Billede: Ruth A❤️🐝🇬🇧❤️🐝 🇬🇧❤️🐝🇬🇧❤️🐝🇬🇧 / Tripadvisor

Hvornår: 10. november til 22. december 2022

Julemarkederne i Manchester kæmper også om at blive Storbritanniens bedste julemarked, og det er igen i år centreret omkring Piccadilly Gardens. Winter Gardens byde på julebarer med lokale ales og yndlingsretter som hollandske fritter samt livemusik og DJ's, der spiller festlige melodier. Få en intim og skræddersyet oplevelse af julen i Manchester på denne private tur.

”Vi tog afsted i weekenden, hvor vi fejrede vores årsdag, og nød at gå rundt i byen, opleve alle markedsboderne og nyde julestemningen!” – CGreensmith

Bedste julemarkeder i Schweiz

10. Julemarkedet ved Münsterplatz, Basel

Julemarkedet ved Münsterplatz i Basel, Schweiz
Billede: Flavio Vallenari / Getty Images

Hvornår: 24. november til 23. december 2022

Med naboer som Tyskland og Frankrig kan du forvente intet mindre end ren magi på julemarkederne i Basel. Julemarkedet på Münsterplatz er en af publikumsfavoritterne med et kæmpe juletræ foran den ikoniske røde sandstensbygning Münster. Lær alt om adventsskikkene i ”byen ved Rhinen”, mens du nyder feriemagien på denne juletur i Basel.

”Der er masser at opleve, fremragende faciliteter og underholdning for børnene, og glühwein og kartofler til de voksne. Tilføj lidt raclette eller en pølse, så ruller du ned ad bakken til det nederste julemarked. Bør helt sikkert være på din oplevelsesliste, når du er i Europa til jul.” – Simon C

11. Christkindlimarkt og julebyen i Zürich, Zürich

Swarovski-juletræet på julemarkedet ved hovedbanegården i Zürich, Schweiz
Billede: GlobeExpress / Tripadvisor

Hvornår:

  • Christkindlimarkt ved hovedbanegården i Zürich: 24. november til d. 24. december 2022
  • Julebyen ved Sechseläutenplatz: 24. november til 23. december 2022

Når det kommer til juletræer, bliver det ikke mere overvældende end dette Christkindlimarkts træ på Zürichs hovedbanegård – et 10 meter højt juletræ, der er pyntet med tusindvis af funklende Swarovski-krystaller. Julemarkedet inde på togstationen er også ret pænt. Wienachtsdorf, eller julelandsbyen i Zürich, er et andet fantastisk marked med en skøjtebane, karrusel og bayersk curling. Udforsk disse markeder med flere under en magisk juletur i Zürich.

”Jeg har været forbi her mange gange i løbet af de sidste par år, og i julen imponerer det mig altid. Det er muligvis den mest festlige station i verden til jul med eget marked og et smukt juletræ, der er prydet med Swarovski-krystalpynt.” – Alex V

Bedste julemarkeder i Belgien

12. Winter Glow i Brugge, Brugge

Julemarked i Brugge i Belgien
Billede: Poike / Getty Images

Hvornår: 25. november 2022 til 8. januar 2023

Winter Glow-festivalen i Brugge er tilbage igen i år med en blændende vinterbelysning over hele byen, en udendørs skøjtebane, en Vorst Winter Bar og selvfølgelig julemarkeder, som du kan udforske på denne julemarkedstur i Brugge. Forsyn dig med belgiske vafler, øl og chokolade med klokketårnet i Brugge som kulisse.

”Der er en skøn stemning ved midnat juleaften, hvor man kan varme sig med et glas glühwein, mens klokkespillet spiller julesange. Du kan også tage en hestevogn rundt i byen – det er ikke billigt, men ikke desto mindre en luksusoplevelse, som er værd at prøve, især i skumringen.” – Daunrussell

12. Winter Wonders, Bruxelles

Julemarkedet i Bruxelles ved Grand-Place i Belgien
Billede: MadridJosefina / Tripadvisor

Hvornår: 25. november 2022 til 1. januar 2023

Magien fortsætter ved Winter Wonders i Bruxelles, der har over 200 boder på julemarkedet, et kæmpe juletræ, pariserhjul og – showets store stjerne – et sensationelt lysshow på den ikoniske Grand Place. Du får helt sikkert brug for hjælp fra en lokal guide på denne juletur i Bruxelles for at få alle festlighederne med.

”Jeg elskede julestemningen og de venlige mennesker i de to dage, vi var der. Byen gør virkelig meget ud af julen. Forvent også at tage et par kilo på, hvis du spiser vaflerne, chokoladen, ostene, de belgiske pommes frites og muslingerne.” – 310brang

Bedste julemarkeder i Østrig

13. Salzburger Christkindlmarkt, Salzburg

Salzburger Christkindlmarkt, Salzburg
Billede: Walter Bibikow / Getty Images

Hvornår: 17. november 2022 til 1. januar 2023

Salzburger Christkindlmarkt ligger ved foden af Hohensalzburg-fæstningen og omkring den hellige Salzburg-katedral og byder på en bemærkelsesværdig oplevelse, der er gennemsyret af østrigske traditioner. I de seks sektioner og over 90 boder kan du nyde synet og duften af juledelikatesser og -søde sager, lækker østrigsk kaffe og kunsthåndværk. Hvis du ikke kan få nok af Mozarts by, så bør du udforske resten af den smukke arkitektur og julemarkederne på denne bytur i Salzburg.

14. Viennese Dream-julemarkedet, Rathausplatz, Wien

Viennese Dream-julemarkedet, Rathausplatz, Wien
Billede: itd-be-rude-not-to / Tripadvisor

Hvornår: 19. november til 26. december 2022

Juledrømmen vækkes til live på Rathausplatz, der er hjemsted for Wiens største julemarked. Denne smukke by har et blødt skær til jul med det storslåede rådhus som kulisse. Der er over 150 boder alene på Viennese Dream-julemarkedet og over 10 markeder rundt omkring i byen, så gør dig selv en tjeneste og book en billet til en tur på julemarked i Wien.

”Det er det her, du kommer for at se til jul. Når solen går ned, funkler lysene, folkemængderne bliver større, og et skær overvælder alle. Selvom folkemængderne kan være store, er det en glædelig og vidunderlig introduktion til julen i Wien.” – EPottewa

Andre julemarkeder i Europa, du kan opleve

15. Julemandens by i Rovaniemi i Lapland, Finland

Julemandens kones hus i Rovaniemi, julemandens by i Lapland, Finland
Et rensdyr i sneen i Rovaniemi, julemandens by i Lapland, Finland
Billede: ReindeermanLapland (left), pottsepprsp (right) / Tripadvisor

Hvornår: Åbent alle dage året rundt. Besøg deres website for at få nærmere oplysninger.

Der er bjældeklang 365 dage om året i Rovaniemi – julemandens officielle hjemby. Byen er endda hjemsted for julemandens postkontor, der drives af det finske postvæsen. Besøg selveste julemanden, mød Rudolf og hans rensdyrvenner, og find ud af, hvad julemanden laver, når han ikke har travlt med at levere gaver – vi har hørt, at han elsker at jage polarlyset, køre på snescooter og af og til komme ud på en tur med slædehundene. Drøn gennem den nordlige polarkreds (Arctic Circle) på denne tur af seks timers varighed, og kom tilbage til landsbyen, hvor du kan overnatte på et af de luksuriøse vinterferiesteder.

”Som lille pige drømte jeg om at besøge julemanden i Lapland … som voksen rystede jeg som en 5-årig, da jeg sad ved siden af ham. Smukt til jul – hele stemningen er bare ekstra speciel i de magiske helligdage.” – Paulina K

16. Julemarked ved Piazza Santa Croce i Firenze, Italien

Marked ved Piazza Santa Croce
Billede: Adisa / Getty Images

Hvornår: 23. november til 22. december 2022

Det største julemarked i Firenze findes ved pladsen ved Basilica di Santa Croce med helligkorskirkens storslåede marmorfacade som kulisse. Du kan forvente alle de gode ting, der følger med et traditionelt julemarked, som fx træboder i tysk stil, hvor der sælges bratwurst, chimney cake og gløgg samt en blanding af italienske oste, marmelade, chokolade og krydderier. Men før du fylder dig med vin og ost, så bør du prøve en tur rundt i Firenze i en el-vogn for at udforske flere af byens ikoniske vartegn.

17. Wenzelspladsen og Old Town Square i Prag, Tjekkiet

Juletræ uden for en kirke i Prag
Billede: Fabiana Tetamenti / Getty Images

Hvornår: 26. november 2022 til 6. januar 2023

Selvom markederne i Prag ikke er så ekstravagante som andre julemarkeder i Europa, opvejes de af de fantastiske kulisser, som fx Tyn-katedralen ved hovedmarkederne på Old Town Square og Wenzelspladsen. Du kan spise lidt stegt skinke og drikke et glas mjød eller krydse observationsbroen midt på pladsen for at beundre byens fortryllende arkitektur, der står endnu smukkere i julelysenes bløde skær. Der er meget mere at se til jul i Prag, så tag på en privat rundvisning for at udforske byens skjulte hjørner og mindre kendte steder.

”Denne plads er iøjnefaldende i sig selv, men ved juletid i december er den ren magi. Det kæmpestore, smukke træ er fantastisk, og lysene er koordineret efter musikken. Jeg kan varmt anbefale dette i december, og hvis du besøger julemarkedet her, bør du prøve deres chimney cake.” – Sparrow1305
er>